Tidligere i dag kunne B.T. afsløre, at en klassiker fra Frisko havde skiftet navn fra Eskimo til Solbær Stang.

Nu viser det sig, at Premier Is har fulgt trop.

Skal man have isen, der hidtil har været kendt som Kæmpe Eskimo, skal man nu spørge efter en Kæmpe Solbær i stedet.

Det oplyser kommerciel direktør hos Premier Is, Claus Dahlmann Larsen, i et skriftligt svar til B.T.

»Ændringen af navnet sker i sammenhæng med at vi ændrer design og skifter navn på vores flødeis fra Gl. Dags til Premier Is. I den sammenhæng har vi valgt at navngive produkterne efter, hvad de smager af og i tilfældet Kæmpe Eskimo, er det Solbær.«

Han fortæller videre, at smagen er den samme, og at den eneste nævneværdige forskel er en øget mængde af fløde, mens isen også er vokset med 15 procent i størrelse.

'Eskimo'-isen blev i sommer genstand for en hård debat i Danmark, idet der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det var et tidssvarende navn, da det kan opleves som diskriminerende. Det har også haft en indflydelse på valget af det nye navn:

»Det er klart, at de 150 forbrugerhenvendelser vi efterfølgende har modtaget samt dialog med Det GrøSommerennlandske Hus, Det Grønlandske Selskab samt Foreningen Nalik har gjort indtryk samt skabt en meget større forståelse af problemstillingen.«

»Vi har gjort præcis, som vi sagde i sommer, nemlig at få undersøgt tingene grundigt inden vi besluttede os for retningen på den lange bane. Lægger man dette sammen med planerne om at ændre navnet på vores brand Gl. Dags inklusiv design, og så passede tingene egentlig fint sammen. Det har ikke været en spontan beslutning, men en beslutning drevet af forskellige faktorer.«

Nu håber han blot, at det bliver en god sommer, og at danskerne vil tage godt imod den nye udgave af isen.

Andre læser også