Det er antagelig de færreste, der bliver ramt i hovedet af et skud fra et oversavet haglgevær, som kan fortælle om det dagen efter med et smil på læben.

Men det kan Preben Schmidt. For han har på én gang været utrolig uheldig og samtidig ufattelig heldig.

»Mit hoved var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« siger han mandag middag.

Preben Schmidt fortæller dagen derpå om sin oplevelse søndag aften, hvor et tilsyneladende banalt butikstyveri udviklede sig voldeligt og dramatisk med affyrede skud til følge.

Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Vis mere

Både den nu sigtede butiksrøver, en butiksdetektiv og altså også Preben Schmidt blev ramt af de to skud, der blev affyret, kort efter en 39-årig mand ifølge sigtelsen mod sig blev opdaget i at stjæle tre pakker kød.

Den 50-årige amagerkaner fortæller, at han befandt sig i sin lejlighed på Amagerbrogade, da et skud omkring klokken 21.48 lød fra den overfor liggende Føtex.

»Min kone sagde, at det lød som et skud, men jeg mente, at det nok bare havde været et kanonslag. Vi bor jo på Amagerbrogade,« siger Preben Schmidt.

Nysgerrigt gik han hen til vinduet for at kigge ud på gaden fra anden sals højde.

Her fik han øje på to personer, der så ud til at slås på jorden. 'To fulderikker,' tænkte Preben Schmidt, der herefter åbnede sit vindue.

»Så er det, jeg bliver ramt. Jeg er klar over det med det samme. Men jeg konstaterer, at min hage stadig er der. Det føles lidt, som hvis nogen tog en kuglepen eller blyant og jagede den hårdt ind,« siger Preben Schmidt.

Han var klar over, at han ikke var alvorligt såret, og han ringede 112, inden han efterfølgende så sig i spejlet for at se skaden an.

»Det blødte, men ikke voldsomt. Det var lidt som en god gang blodnæse,« fortæller han.

Preben Schmidt havde overskud til at tage en selfie af sit skudsår. Privatfoto
Preben Schmidt havde overskud til at tage en selfie af sit skudsår. Privatfoto
Vis mere

Der gik ikke mange minutter, før politiet stod i hans lejlighed, fortæller Preben Schmidt imponeret og taknemmeligt.

Af ordensmagten fik han at vide, at haglet, der ramte ham midt på hagen, med stor sandsynlighed havde ramt vindueskarmen på sin vej. Det vidner en lille skramme om. Den har antagelig taget en del af farten og farligheden af skuddet.

Preben Schmidt er klar over, at han er sluppet billigt fra at blive ramt i hovedet af et skud.

»Det havde været rigtig dumt at få det i øjet. Det ville have været en helt anden historie. Men der er ikke noget i livet, der slår at være heldig,« siger han.

Den 50-årige føler sig ikke rystet over den voldsomme oplevelse aftenen forinden.

»Det var noget helt tilfældigt, jeg blev ramt af. Det var ikke personligt rettet mod mig, og jeg har sovet som en sten i nat,« siger Preben Schmidt og fortæller, at han mandag har været forbi sin læge for eventuelt at få en stivkrampevaccination mod infektion fra haglet.

Preben Schmidt er dog allerede dækket mod stivkrampe, så skudsåret har vist sig slet ikke at være behandlingskrævende.

Ingen af de tre skudramte er ifølge Københavns Politi kommet noget alvorligt til.

Den 39-årige er nu sigtet for røveriforsøg 'af særlig grov beskaffenhed' samt for at bære våben uberettiget i offentligheden.

Han nægter sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger.