Marmorkirken i København er genstand for stor opmærksomhed fra turister fra hele verden.

Men det er kammet over, når turistbusser med larmende turister ruller forbi, selv når der er begravelser, lød kritikken forleden fra sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold.

»Undskyld mit sprog, men det er da at pisse på folk, mens de står i en sårbar situation,« sagde han forleden til TV 2 Kosmopol.

Præstens kritik kom efter et notat fra Københavns Kommune ifølge TV 2 Kosmopol viste, at kommunen trods modstand lægger op til, at man fortsat vil tillade turistbusserne at benytte sig af et såkaldt 'Hop On-Hop Off'-stoppested ved Marmorkirken.

Nu har Mads Vestergaard Olesen, der er administrerende direktør i Strömma Danmark, der blandt andet har sightseeingbusser i København, svaret på kirkens kritik. 

Til TV 2 Kosmopol skriver han i en mail, at anvendelsen af stoppestedet ved kirken sker på baggrund af kommunens anvisning.

»For vores del har vi yderligere rakt hånden frem, for at bidrage til gode løsninger og at tage de rette hensyn til kirken. Hvis Marmorkirken har interesse i det, så taler vi meget gerne med dem om løsninger,« skriver han i mailen og fortsætter:

»Indtil videre er det også min opfattelse, at kommunen mener, at vi skal anvende stoppestedet. Det kan derfor være et skridt frem, at vi alle accepterer at vi hver især skal bidrage til at få tingene til at fungere. Det vil være en positiv måde at samarbejde på.«