Det var en bombe, der sprang, da Berlingske og Ekstra Bladet torsdag aften kunne fortælle, at fagbevægelsens øverste leder, Lizette Risgaard, i flere år har opført sig grænseoverskridende over for mandlige kollegaer.

Eller rettere sagt: Det var en bombe for de fleste.

De to medier afslørede nemlig også, hvordan ledelsen i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for år tilbage blev gjort opmærksom på formandens upassende opførsel og krænkende berøringer.

Og det er faktisk den del af historien, som tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet og nuværende kommunikationsrådgiver Poul Madsen finder mest chokerende.

»Jeg sidder tilbage med ét stort spørgsmål: Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt til Lizette Risgaard, at det omgående må stoppe? Hvorfor er der ikke blevet gjort noget?« siger Poul Madsen.

I Berlingskes artikel fremgår det også fra en anonym kilde, at vedkommende allerede i 2021 havde hørt om flere tilfælde, hvor Lizette Risgaard havde berørt unge mandlige kollegaer på numsen eller udsat dem for andet grænseoverskridende adfærd.

Lizette Risgaard går på orlov, indtil den eksterne undersøgelse, som skal kortlægge hendes opførsel, er færdig.
Lizette Risgaard går på orlov, indtil den eksterne undersøgelse, som skal kortlægge hendes opførsel, er færdig. Foto: Emil Nicolai Helms
Vis mere

Til mediet har Tine Aurvig-Huggenberger, der er tidligere næstformand i LO, også udtalt, at man »i mange år« har talt om FH-formandens krænkelser, og at hun selv er overrasket over, at der ikke er blevet gjort noget.

Derfor mener Poul Madsen også, at det danske fagforeningsland lige nu står over for en skillevej:

Vil man træde ind i nutiden eller forblive i fortiden?

»Det er jo helt tydeligt her, at mange mennesker har vidst noget, men at der ikke er blevet gjort noget, og det er altså i FH. Et sted, der varetager deres medlemmers interesse i lignende sager, så man tænker lidt, om de samme regler ikke gælder på hovedkontoret?« spørger Poul Madsen og fortsætter:

»Det her er et definerende øjeblik, hvor man skal beslutte, om man vil forblive i fortiden eller melde sig ind i nutiden og begynde at tage de her situationer meget mere alvorligt.«

Poul Madsen
Poul Madsen Foto: Rune Øe
Vis mere

Særligt er der én episode fra Berlingskes artikel, som ifølge Poul Madsen indikerer, at der er lang vej endnu for FH.

Mediet beskriver nemlig en episode i 2019, hvor en ung mand til Folkemødet på Bornholm oplevede at blive berørt på numsen af Lizette Risgaard, da de fremførte arbejdersange foran omkring 150 mennesker.

Den unge mand skrev anonymt om krænkelsen til FH, men herefter blev han først skriftligt og dernæst mundtligt kontakt af en tillidsrepræsentant, der ville spørge ind til oplevelsen.

Oplevelsen gjorde, at manden ikke længere havde tiltro til, at FH kunne behandle en eventuel sag anonymt og ordentligt.

»Det er jo nærmest den største skandale. En tillidsrepræsentant skal aldrig tage fat i dig, når du har skrevet anonymt. Det må ikke ske, og jeg kan da godt forstå, hvis de her unge mænd ikke har lyst til at tale med advokaterne nu,« siger han.

Fredag aften oplyste Lizette Risgaard til TV 2, at hun går på selvvalgt orlov, indtil der foreligger et resultat af den eksterne advokatundersøgelse, som FH har iværksat.