Over en måned. Så længe er der gået, siden Guðmundur Ørn Ísfeld bestilte bogen 'Memoirs & Misinformation' af Jim Carrey, som forfatteren har signeret, fra en forretning i Miami Beach.
I begyndelsen af august nåede pakken frem til PostNord, men de har endnu ikke kunnet finde frem til Guðmundurs adresse, selv om han er nabo til PostNord i Brøndby, og nu er pakken forsvundet.
Det skriver TV 2 Lorry.
»De kører forbi her hver dag og har tidligere leveret pakker og breve til mig. Men med den her bog kan de ikke finde adressen. Momsregningen på bogen har dog sjovt nok fundet vej til min postkasse,« siger Guðmundur Ørn Ísfeld til TV 2 Lorry.
Guðmundur Ørn Ísfelds bror, der bor på Island, bestilte den samme bog på samme tidspunkt som Guðmundur, men han modtog bogen for en måned siden. Alt imens Guðmundur stadig venter på sin bog, er broren allerede færdig med at læse sin.
Bogen skulle sendes til pladetrykkeriet RPM Records, som Guðmundur Ørn Ísfeld er ejer og medstifter af.
En video fra Guðmundur Ørn Ísfelds kæreste viser, at man kan se hoveddøren til pladetrykkeriet fra PostNords lokaler, men PostNord har altså ikke kunnet finde adressen. (SE VIDEOEN LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN)
Nu kan trackingnummeret ikke længere bruges, da ingen ved, hvor pakken med bogen er. Guðmundur Ørn Ísfeld har talt med PostNord, der bekræfter, at adressen har været korrekt hele tiden, men at pakken måske er blevet sendt tilbage til USA.
PostNord har dog også oplyst til Guðmundur Ørn Ísfeld, at han slipper for at betale for at få pakken sendt fra USA igen.
TV 2 Lorry har talt med pakkechefen i Region Storkøbenhavn i PostNord, der fortæller, at de har undskyldt meget til naboen, og at det er en række menneskelige fejl, der har gjort, at pakken ikke er nået frem.


