Mindst ni pakker bliver enten kastet eller sparket ud af en PostNord-varevogn af en medarbejder.

Det dokumenterer den video, som Sebastian Christensen lettere chokeret optog.

»Vi sad i vores studierum på kollegiet og kunne se det. Vi var lidt chokeret over, hvor voldsomt det var,« forklarer Sebastian Christensen.

Episoden uspillede sig ved PFA Kollegiet i Odense, hvor 23-årig Sebastian Christensen bor.

»Han kastede med pakker, der er til folk, der bor her på kollegiet. Det tænkte jeg ikke var okay,« forklarer Sebastian Christensen.

Derfor greb han mobiltelefonen og begyndte at optage pakkerne, der kommer flyvende flyver ud af varevognen.

»Jeg optog ham, fordi det så voldsomt ud.«

»Jeg vil ikke hænge ham ud som person, men jeg synes, det er okay at filme, det han gør, når det er PostNord, han repræsenterer,« siger Sebastian Christensen.

Sebastian Christensen tilføjer, at det ikke er første gang, at pakkerne fra PostNord bliver håndteret på den måde.

»Det hele gentog sig dagen efter,« forklarer han.

B.T. har kontaktet PostNord for at høre, hvad de tænker om hændelsen.

Lene Reipuert, der er vicedirektør og pakkechef i PostNord, har sendt et skriftligt svar.

»Det er en voldsom behandling, som en af vores ansatte giver pakkerne, og det kan jeg kun beklage. Det er selvfølgelig uacceptabelt, og derfor tog vi allerede affære overfor den pågældende medarbejder i går, da vi fik kendskab til videoen.«

»Skulle der være nogle af pakkerne, som er blevet beskadiget på grund af den hårde behandling, kan de berørte kunder altid tage fat i os med henblik på erstatning,« står der i det skriftlige svar fra PostNord.

Sebastian Christensen håber på, at pakkerne, der bliver leveret til kollegiet, fremadrettet vil blive håndteret bedre.

»PostNord skal bare håndtere pakkerne ordentligt,« afslutter Sebastian Christensen.