»Det er ikke alene ulovligt, men også dybt uforsvarligt og kan i værste fald ende med at få store konsekvenser for vores medarbejdere, der uforvarende bliver udsat for fare.«

Sådan lyder det fra Hans Erik Lindkvist, HR-direktør i PostNord Danmark, i en pressemeddelelse.

Faren han snakker om er ulovligt fyrværkeri, der købes online og sendes med postvæsenet.

Rigspolitiet har tidligere meldt ud, at de siden midten af oktober allerede har beslaglagt mere end 179 NEM kilo ulovligt fyrværkeri.

NEM står for 'netto eksplosiv stofmængde'. Privatpersoner må maksimalt opbevare fem kilo af dette.

Og faren er ganske reel for PostNords medarbejdere.

»Vi har tidligere set eksempler på, hvordan forsøg på at sende fyrværkeri med posten blandt andet har resulteret i brand på en af vores pakketerminaler. Jeg appellerer til folks sunde fornuft og håber, at folk tænker sig om en ekstra gang og holder sig fra køb og fragt af ulovligt fyrværkeri,« siger Hans Erik Lindkvist.

PostNords medarbejdere har ikke mandat til at åbne pakker, mens hvis de falder over noget, der virker mistænkeligt, bliver det lagt til side, så myndighederne kan undersøge indholdet.

Det er ikke blot ulovligt at sende ulovligt fyrværkeri med PostNord, men også lovligt fyrværkeri.