Klokken 08 i morges valgte portører på Rigshospitalet i København at nedlægge arbejdet.
Det bekræfter Rigshospitalets presseafdeling over for B.T.
Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, oplyser hospitalet.
Strejken gælder i første omgang til torsdag morgen klokken 08. Her vil portørerne så mødes igen og vurdere, om de vil vende tilbage på arbejdet.
Rigshospitalet oplyser, at det ikke får alvorlige konsekvenser for behandling af patienter.
Nødberedskabet er indkaldt, og akutte patienter bliver ikke ramt. Enkelte vil dog kunne opleve at vente længere, men det er ikke noget, der er til fare for patienterne, lyder det fra hospitalet.
Det er ukendt, hvor mange portører som er gået i strejke.
Rigshospitalet vil nu afvente, om portørerne vender tilbage i arbejde torsdag morgen. Indtil da har hospitalet ikke yderligere oplysninger.
Fællestillidsrepræsentant for portørerne, Jens Anker, siger til B.T., at man står i en vanskelig situation.
»Det er en lang, trist historie, hvor der har været nogle større organisationsændringer. Der er et problematisk arbejdsmiljø og sygefravær,« siger han.
»Strejken kan ikke undgå at få konsekvenser. Derfor er det vores håb, at der bliver fundet en løsning.«
Han forventer dog umiddelbart, at arbejdet bliver genoptaget torsdag morgen. Han sidder for nuværende i møde med de øvrige tillidsrepræsentanter og ledelsen om situationen.
Portørerne tæller i alt 300 personer. Nogle af dem indgår også i nødberedskabet, siger Jens Anker.
I december valgte portører også at nedlægge arbejdet på landet største hospital.
Dengang var det de kliniske portører på Rigshospitalet, som strejkede.