Der bliver ikke lige foreløbig mulighed for at få sig noget at spise på Værftets Madmarked i Helsingør.

Her er der lukket på ubestemt tid.

Det fortæller direktør Gry Brix til Helsingør Dagblad.

Går man ind på hjemmesiden for de 13 spisesteder, fremgår det ellers, at det i dag, fredag, vil genåbne efter at have været jule- og nytårslukket: 'Tusinde tak for i år, men vender stærkt tilbage 7. januar 2022. Rigtig god jul og godt nytår', står der.

Men det har coronaen nu lavet om på.

»Vi følger dagligt med i alt, hvad der hedder smittetal og forudsigelser. Men det er næsten ikke til at navigere i, og det er svært at se mere end et par dage frem. Men vi genåbner ligeså snart, at det er forsvarligt – og lige så snart, at det giver mening forretningsmæssigt,« siger direktør Gry Brix.

Endnu er der ikke sat en dato for genåbningen. Men det bliver sandsynligvis først i februar.

For allerede i december kunne direktøren mærke, hvordan gæsterne blev væk fra Værftets Madmarked på grund af risikoen for at blive smittet. Hun vurderer, at halvdelen af de forventede gæster blev væk i ugerne op til jul.

På den positive side har 2021 dog været et godt år for madmarkedet. Her steg det samlede antal af spisende gæster faktisk, selv om der kun var åbent i otte af 12 måneder – også på grund af corona.

Værftets Madmarked har eksisteret siden 2017.