Er man glad for fødevarer som myslibarer, toastbrød og proteindrikke, så bør man måske tænke sig om en ekstra gang, næste gang man sætter tænderne i dem.
De såkaldte ultraforarbejdede fødevarer skader nemlig sædkvaliteten, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
Studiet konkluderer også, at de ultraforarbejdede fødevarer fører til stigning i vægt og forstyrrer hormoner.
Det er især den måde, maden er forarbejdet på, der gør den skadelig – både for stofskiftet og fertiliteten.
»Vores resultater viser, at ultraforarbejdede fødevarer skader vores reproduktive og metaboliske sundhed – selv når de ikke indtages i overdrevne mængder. Det tyder på, at det er selve forarbejdningen, der gør dem skadelige,« udtaler hovedforfatter på studiet Jessica Preston.
De seneste 50 år er både fedme og type 2-diabetes eksploderet, mens mænds sædkvalitet er faldet, står der i pressemeddelelsen.
En forklaring kan være vores stigende forbrug af ultraforarbejdede fødevarer, som længe har været mistænkt for at skade helbredet.
Men forskere har indtil nu været i tvivl, om det skyldes de industrielle tilsætninger, selve forarbejdningen, eller bare at folk spiser alt for meget af det.
Et internationalt forskerhold kan desuden slå fast, at ultraforarbejdet mad får kiloene til at tikke hurtigere på vægten end en kost baseret på mere naturlige, minimalt forarbejdede råvarer.
