Danmarks næstældste tv-program går hårde tider i møde, og det går i sidste ende ud over de ældre.

Programmet er SIFA TV-Bingo, og deres procedure har siden årsskiftet ændret sig, fordi Spillemyndigheden har vurderet, at det folkekære program truer Danske Spils monopol på lotteri.

Kravet har været, at man - for at undgå lotteri i programmet - skulle indføre spørgsmål til bingo-spillerne, og det skræmmer de ældre væk, fortæller den populære vært på programmet, Peter Skram.

»Det gør ondt at høre, når folk fortæller os, at deres pårørende, der har fulgt med i programmet i snart en halv menneskealder, er stået af, fordi de ikke kan finde ud af de ekstra krav i form af spørgsmål, som vi er blevet pålagt at stille dem,« siger Peter Skram til B.T.

For at SIFA TV-Bingo ikke længere skal vurderes som værende et lotteri, skal man kombinere spil og færdighed. Det gøres via spørgsmålet om, hvor mange låger, der er i bingo-reolen. Selvom de fleste rutinerede spillere ved, at svaret er 24, så er det her, de ældre brugere kan komme til kort, fordi man skal svare via tal på telefonen.

Det skriver Nordjyske.

»For nyligt havde jeg en ældre dame igennem, der havde vundet og skulle have lov til at spinde lykkehjulet. Det gøres via telefonen, og damen, jeg talte med, kunne ikke finde sin telefon,« siger Peter Skram til B.T. og fortsætter:

»Hun fandt jo hurtigt ud af, at hun havde den i hånden, men det viser bare, at man hurtigt kan blive lidt forvirret, når man pludselig kommer igennem til tv.«

Det slutter imidlertid ikke der. Fra juli har Spillemyndigheden nemlig fundet ud af, at der i SIFA TV-Bingo skal være et nyt spørgsmål hver dag, som der skal svares rigtigt på, før seerne kan få lov til at spille om præmier.

»Nu skal vi så finde ud af, hvad vi skal spørge de her stakkels mennesker om, og hvad gør vi så, hvis de ikke kan svare? Skal jeg så smække røret på, når fru Jensen, der har kæmpet sig igennem telefonkøen, ikke kan svare på spørgsmålet? Det er ikke sådan et program, vi laver,« siger Peter Skram og undrer sig over, hvor svært det skal blive for brugerne at spille TV-Bingo.

»Hvad er en færdighed? Jeg mener, det er en færdighed at kunne lægge fem rigtige brikker på en bankoplade og ringe ind og oplyse det rigtige kontrolnummer.«

TV-Bingo kan ses og spilles alle dage fra kl. 16 og kan følges på DK 4,TV Aalborg og på TV-Bingos hjemmeside.