Booking.com ser en eksplosiv stigning i antallet af falske tilbud, der skal narre penge ud af folk.
Men du kan sikre dig, hvis du tænker dig om, mener dansk ekspert.
For nogle uger siden var den online rejsegigant Booking.com ude og advare mod, at de i år ser en stigning på omkring '500 til 900 procent' i antallet af rejsebedragerier.
Ifølge Booking.com bruges AI til at skabe realistiske falske bookingsider, som kan være svære at skelne fra de rigtige.

»Det er ikke kun alle os, der vil på ferie, der har fået øjnene op for platformen. Det har cyberbanditterne også, og de strømmer til som sultne hunde til kødbenet,« siger it-sikkerhedsekspert hos ESET Nordics Leif Jensen i en pressemeddelelse og fortæller, at onlineportaler som Booking.com er blevet meget lukrative jagtmarker for scammerne, når de skal finde nye ofre.
Rejsetjenesten fortæller, at svindlerne forsøger at få folk til at udlevere deres kortoplysninger via falske, men overbevisende internetbookinglinks.
»Her hjælper AI-værktøjer desværre de cyberkriminelle og har givet dem et overflødighedshorn af muligheder for at lave mere overbevisende og effektive scams, og så er folk mere tilbøjelige til at klikke på links og måske hente malware, der stjæler dine personlige informationer,« fortæller Leif Jensen.
Efter pengene er blevet overført forsvinder svindlerne sporløst eller forsøger at narre ofrene for endnu flere penge gennem opfølgende beskeder.
»Der er særligt fire scams, vi ser på Booking.coms platform, og det er Phishing, Hijacked chats, ikke-eksisterende boliger og falske jobtilbud,« lyder det fra Leif Jensen.
Ifølge den danske it-sikkerhedsekspert går hijacked chats et skridt videre end phishing. Her kommer svindlerne ind på et hotels konto hos Booking.com, og så tager de direkte fat i kunder via den in-app-chatfunktion, der er.
»Her ser vi, at de presser folk til at foretage en betaling for at sikre deres booking, hævder gerne, at tidligere betalinger er gået galt, hvorfor kunderne skal betale igen eller gå glip af ferien,« siger Leif Jensen.
Der er også flere lejligheder, der er ikke-eksisterende boliger til meget lave priser, boliger eller hoteller, der ikke eksisterer i virkeligheden.
»Heldigvis finder Booking.coms egne systemer ofte disse annoncer og sletter dem, men hvis du først har betalt til de cyberkriminelle, så er skaden sket,« pointerer Leif Jensen.
Booking.com oplyser, at de forsøger med deres interne systemer at fange svindlerne - hvilket de gør i et stort omfang, men man skal være opmærksom selv - de opfordrer også til, at man kun betaler gennem deres betalingssystem og aldrig direkte til en udlejer.
Ligeledes opfordrer de hoteller og rejsende til at bruge to-faktor-godkendelse for at beskytte sig mod phishing og tyveri af legitimationsoplysninger.
