Den populære Instagram-profil "lotte_har_insta" lukker ned efter ophavsretlige udfordringer. 

I et opslag meddeler de to anonyme personer bag profilen et farvel til deres 80.000 følgere, skriver Journalisten.

»Vi ejer ikke rettighederne til Lotte & Totte og derfor slutter vores rejse med de to desværre her,« skriver de i deres sidste opslag.

Profilen blev kendt for at give børnebogsfigurerne Lotte og Totte moderne voksen-tekster som 'Lotte har haft en skodjul, men siger til alle, at den har været skøn'.

Per Wolde, søn af den svenske forfatter Gunilla Wolde og inspiration for Totte-karakteren, har tidligere over for DR sagt, at ophavsretten bør overholdes. 

I samme omgang vurderede juraprofessor ved Syddansk Universitet Steen Schaumburg-Müller, at arvingerne havde en god sag.

Siden 2025 lavede profilen over 130 memes baseret på de klassiske tegninger. I dag er alle opslag slettet fra den nu lukkede profil.