Populær klint afspærret: Kan være farligt
Dele af klinten er blevet nedbrudt og regnvand er synderen. Sådan lyder meldingen fra Naturstyrelsen Fyn.

Dele af klinten er blevet nedbrudt og regnvand er synderen. Sådan lyder meldingen fra Naturstyrelsen Fyn.

Torsdag er den populære klint Ristinge Klint på Langeland blevet afspærret.
Det skyldes, at dele af klinten er blevet nedbrudt og udhulet forneden, så den er ustabil og potentielt farlig.
Det skriver TV 2 Fyn.
Mediet har talt med Naturstyrelsen Fyn, som ejer området omkring klinten.
Ifølge styrelsen er det nye hulrum opstået som følge af regnvand, der har nedbrudt dele af klintens bund.
Naturstyrelsen Fyn har derfor bedt Langeland Kommune om at afspærre både selve klinten og et større område, der strækker sig fra spidsen af Ristinge Hale til parkeringspladsen.
Samtidig har de sørget for, at lokale er blevet informeret om situationen.
»Man skal ikke komme for tæt på klinten, når den er undermineret. Der kan godt ryge mere af,« siger Jakob Harrekilde, skovrider i Naturstyrelsen Fyn, til TV 2 Fyn.
Når en klint bliver undermineret, har dens top mindre støtte fra bunden. Det kan derfor være farligt, fordi det øger risikoen for, at vægten af klinten bliver for stor, så den styrter sammen eller skrider.
Det er tidligere sket ved andre populære danske klinter, blandt andet Møns Klint og Stevns Klint, hvor der også har været behov for at afspærre områder af hensyn til sikkerheden.
Det er endnu uvist, hvor længe området omkring Ristinge Klint vil være afspærret.