Den populære julekalender "Valdes Jul" vender tilbage i december 2027 med en tredje sæson.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det, at optagelserne til den nye sæson, der er døbt "Valdes Jul - Vogterens Hjerte", allerede er begyndt.

Sidste gang julekalenderen rullede over skærmen var i 2025, hvor anden sæson "Valdes Jul - Skovens Vogter" blev set af over 1,2 millioner mennesker i gennemsnit per episode, oplyser TV 2.

- På TV 2 har julekalenderen en helt særlig betydning. Det er en af de største fortællinger, vi sender ud til danskerne, og vi ved, at den bliver en del af familiernes december og skaber minder, som mange tager med sig resten af livet, udtaler Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er senior executive producer hos TV 2, i meddelelsen.

Den tredje sæson vil bygge videre på karaktererne Valde og Tala, der sammen kæmper for at beskytte naturen og de magiske væsener, som befinder sig i den.

Universet vil derfor igen tage afsæt i både menneskenes verden på blandt andet Egebjerggård og de mere eventyrlige input som med "Den uendelige Skov".

Ifølge Ann-Alicia Thunbo Ilskov vil naturen igen være et centralt element for julekalenderens fortælling.

- Dette eventyr handler om forandring, om vores forhold til naturen og om at forstå, at vi mennesker er en del af noget større, som vi ikke altid kan eller skal kontrollere, udtaler hun.

Fortællingen vil dertil fortsat have fokus på venskab og sammenhold, herunder gennem Valde og Talas relationer, der fortsat spilles af Sander Løkke Borg og Flora Augusta.

Flere velkendte ansigter har ligeledes fundet vej til den nye sæson.

Der vil blandt andre ske et gensyn med Ida Skelbæk-Knudsen, Julius Stage Melchiorsen, May Lifschitz, Jesper Groth og Sebastian Jessen, skriver TV 2.

Blandt de nye på rollelisten er Marie Reuther, Youssef Hvidtfeldt og Cecilie Stenspil at finde.

Familiejulekalenderen blev for første gang introduceret til danskerne i 2023, hvor første sæson, "Valdes Jul - Skovens Vogter", blev vist på TV 2.

RITZAU