Det går tilsyneladende godt for butikskæden Normal.

I hvert fald har den populære butikskæde, som milliardæren Anders Holch Povlsen er hovedejer af, valgt at udvide med hele ti ny butikker.

Alle de nye butikker åbner i juni, men vil dog kun være åbne midlertidigt. De vil derfor få navnet 'MINIMAL' i stedet for det originale 'NORMAL'.

Det skriver kæden i en pressemeddelelse.

Butikkerne vil åbne i nogle  af de mest populære feriebyer i Danmark - blandt andet Skagen, Henne Strand og Hornbæk.

»Konceptet bliver som en Normal-butik, bare i skrumpet udgave – og sortimentet vil blive tilpasset den danske sommer, med alt hvad det indebærer,« siger adm. direktør Torben Mouritsen og fortsætter:

»Der vil være alt lige fra solcreme til is, personlig pleje, makeup og snacks, mange af de sædvanlige varer og mærker man kender fra Normal, men selvfølgelig også med et par sommeroverraskelser.«

Ifølge direktøren refererer navnet 'MINIMAL' til de almindelige Normal-butikkers navn - derudover skal navnet tydeliggøre, at de ikke vil være åbne for evigt.

»Planen er at lukke butikkerne igen i slutningen af sæsonen. Lokalerne er mindre, end de plejer at være, og perfekte til en MINIMAL, men for små til en Normal-butik med fuldt sortiment,« siger Torben Mouritsen.

Butikkerne vil holde åbent alle ugens dage og have længere åbningstid for at tilpasse sig kundernes hverdag i ferieperioden.

Priserne vil være, som man kender dem fra Normal-butikkerne, som i øvrigt vil have de samme farver og den velkendte 'Normal'-figur i front.

Normal vil endnu ikke afsløre, hvor butikkerne kommer til at ligge.