Burgerkæden The Burger Shack har haft stor succes i Jylland, og nu gør den så småt klar til at indtage resten af landet.

Snart kan burger-elskere på Fyn nemlig også få fingrene i en snasket sag fra den populære kæde. Ifølge Stiften.dk åbner The Burger Shack sin 10. restaurant i Odense – den første uden for Jylland.

Burgerrestauranten åbner i Odense Havn, nærmere bestemt på Englandsgade 2 lige ved havnebadet.

»Vi spottede et hul i markedet på havnen og tror på, at det kan blive rigtig godt,« siger Mathias Nyhuus, der er kommunikationsansvarlig hos The Burger Shack, til Stiften.dk.

Det er endnu uvist, hvornår The Burger Shack åbner i Odense, men ifølge Mathias Nyhuus forventer man at kunne byde på en burger i havnen inden for en måneds tid, når man har fået indrettet restauranten i de nye lokaler og ansat noget personale.

The Burger Shack har allerede restauranter i otte jyske byer: Aarhus, Aalborg, Herning, Horsens, Randers, Kolding, Vejle og Silkeborg.