Et tip om trafikanter, der ikke respekterede en skolepatrulje ved Aakjærskolen i Skive, fik lokalpolitiet til at rykke ud onsdag morgen.
Men betjentene fik hurtigt øjnene op for et andet problem.
I morgentrafikken kom 20 elever cyklende uden lys i lygtetændingstid.
Det oplyser politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive, skriver TV Midtvest.
Torsdag gentog politiet indsatsen – denne gang ved Brårup Skole i samme by.
Og her blev omfanget langt større, fortæller politiassistenten, som observerede 62 elever uden lys på cyklen i lygtetændingstid.
»Det er 62 færdselsuheld, der bare venter på at ske,« understreger politiassistent Niels Bach.
Han understreger, at situationen er »livsfarlig«, og at eleverne udsætter sig selv for unødig risiko.
At cykle uden lys koster 500 kroner i bøde for personer under 18 år – svarende til cirka 25 cykellygter i et supermarked.
Lokalpolitiet har orienteret skoleledelser, lærere og forældre og fortsætter nu deres kontrol på andre skoler for at sætte fokus på trafiksikkerhed blandt børn og unge.
