Kombinationen af godt vejr og høj musik fra lydanlæg har medført en travl weekend hos tre af landets politikredse.

København, Østjylland og Fyns Politi har tilsammen modtaget 523 anmeldelser om musik til uro, som kredsene har måttet rykke ud til.

Det skriver DR Nyheder.

»Vi er kørt til rigtig mange anmeldelser, men er musikken så slukket eller skruet ned, så er bødeblokken ikke kommet frem,« siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Lars-Ole Karlsen.

Og trods de mange anmeldelser er bødeblokken kun hevet frem i ganske få tilfælde.

Fire bøder og en enkelt beslaglæggelse er det blevet til, hvis man ligger anmeldelserne sammen hos politikredsene.

København, Østjylland og Fyns Politi besluttede at skærpe indsatsen vedrørende støjgener op til den netop overstået weekend.

Høj musik og tilhørende larm er, ligesom sidste år, et tema, når sommeren melder dens ankomst. For flere borgere oplever store gener som følge af larmen.

En af dem er Peter Daugbjerg, der bor blot 50 meter fra et samlingspunkt for festglade unge i Viborg:

»Jeg er træt af Soundbokse, fordi de spiller så højt. Jeg har ikke noget imod, at de unge spiller musik, men jeg forstår ikke, at det skal være så højt. Det er støjforurening uden lige.«

»Når støjen er værst snakker vi om 116 decibel. Det svarer til lyden fra et fly,« sagde han 6. juni til B.T.