Sundhedsordførerne på Christiansborg er mildt sagt ikke begejstrede for, at Sundhedsstyrelsen vil 'opspore' overvægtige danskere og opfordre dem til at gå i fedmebehandling.

»Det er en helt uhørt stigmatisering af folk,« siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, og åbner ballet for et hav af forargede politiske kommentarer.

Sundhedsstyrelsen er i samarbejde med en række sundhedsfaglige organisationer i gang med at udarbejde retningslinjer, som skal bruges i den samlede indsats mod overvægt. I forrige uge udvandrede Dansk Selskab for Almen Medicin, der repræsenterer de praktiserende læger, fra arbejdsgruppen.

Blandt andet, fordi man vil have kommunerne til at 'opspore og opfordre' borgere til behandling.

»Man skal huske på, at der ofte er tale om sårbare borgere, der i forvejen er i en udsat situation. Så skal man ikke som borger forvente at opleve, at den slags bliver taget op af en jobkonsulent eller en pædagog. Hvis borgeren selv henvender sig og ønsker hjælp, så skal der være nogle gode tilbud, men det er ikke det samme,« siger Peder Hvelplund.

Peder Hvelplund bakkes op i den stik modsatte side af Folketinget, nemlig Dansk Folkepartis LiseLott Blixt.

»Jamen, hvad fanden er det for noget? Den slags går imod alt, hvad vi ved virker,« siger hun forarget og fortsætter:

»Jeg kan godt forstå, at de praktiserende læger er udvandret fra den arbejdsgruppe. Det er at stigmatisere folk unødigt,« siger hun.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Thomas Freitag
Vis mere

Venstre og De Konservative bakker også op om kritikken.

»Det er mig inderligt imod, at man skal halv- eller helforfølge folk med et eller andet, som de ikke har bedt om hjælp til. Det er lidt det samme, som da man ville pådutte praktiserende læger at tale med kvinder om deres planer for at få børn. Det er folks egen sag,« siger sundhedsordføreren i Venstre, Martin Geertsen, som bakkes op af Per Larsen fra De Konservative.

»Det er fint med kommunale tilbud til folk, der ønsker at tabe sig, men det skal komme fra folk selv. Men at gå ind og opspore og overvåge på den måde, det er helt forrykt,« siger han.