Bliver en lille treårig pige mindre blind af at bo i Københavns Kommune?

Det gør hun selvfølgelig ikke. Men historien om treårige Paloma fra København viser, at bopælen kan få afgørende betydning for, hvor meget hjælp et handicappet barn får. Det skal være slut nu.

I kølvandet på, at B.T. og andre medier har bragt historien om Paloma, der fra den ene dag til den anden mistede sin støttepædagog i børnehaven, har Dansk Blindesamfund stillet forslag om en lovændring.

»Vi ser, at der er så stor forskel på, hvad der bliver tilbudt til synshandicappede. Der er så stor forskel på, hvilken hjælp den enkelte kommune og den enkelte sagsbehandler vurderer, at blindt barn skal have, men så stor forskel er der ikke på at være et blindt barn,« siger medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund Ask Abildgaard.

Palomas forældre passer hende nu hjemme, indtil der er kommet styr på støtten til en ny støttepædagog.
Palomas forældre passer hende nu hjemme, indtil der er kommet styr på støtten til en ny støttepædagog. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Dansk Blindesamfund ønsker, at der bliver indført grundpakker til mennesker med synshandicap, der baserer sig på nationale kvalitetsstandarder. På den måde vil man sikre, at blinde bliver sikret en lige og ensartet behandling, uanset hvor de bor i landet, og der skal være særlige pakker til børn.

På Christiansborg er flere ordførere positive over for forslaget.

»Jeg synes, det er en rigtig god idé,« siger handicapordfører for SF Charlotte Broman Mølbæk.

»Det er noget, vi i SF har arbejdet med i længere tid. Vi vil gerne indføre standardpakker til mennesker med handicap, ligesom vi har gjort det på sundhedsområdet,« siger Charlotte Broman Mølbæk, der fortæller, at SF kommer med et udspil på området til marts.

Efter at midlerne til Palomas støttepædagog er forsvundet, har forældrene oplevet, at hun mistrives.
Efter at midlerne til Palomas støttepædagog er forsvundet, har forældrene oplevet, at hun mistrives.
Vis mere

I blå blok mener handicapordfører Anni Matthiesen (V), at Dansk Blindesamfund har gjort et rigtigt fint stykke arbejde med deres forslag.

»Det er noget, ministeren burde gribe og forsøge at få implementeret,« siger hun og oplyser, at hun har stillet socialminister Astrid Krag (S) flere spørgsmål til sagen.

»Det er grotesk, at en blind pige som Paloma fra den ene dag til den anden kan få frataget en støttepædagog, hun er glad for og tryg ved,« siger Anni Matthiesen.

Karina Adsbøl, der er handicapordfører for Dansk Folkeparti, er ligesom sine kollegaer klar til at se på, hvad man fra Christiansborgs side kan gøre for, at børn som Paloma ikke bliver ladt i stikken.

»Sagen skriger til himlen. Det burde slet ikke være til diskussion, at hun skal have den hjælp, hun har brug for, og den bør ikke kunne blive taget fra hende. Hendes hjælpebehov ændrer sig jo ikke,« siger Karina Adsbøl.

Hun er klar til at se på, om lovgivningen skal justeres, men hun mener også, det er vigtigt at undersøge, om den lovgivning, der er, bliver forvaltet hensigtsmæssigt.

Hos Dansk Blindesamfund glæder man sig over den politiske velvilje, men ser frem til at se, hvordan partierne vil arbejde med en egentlig lovændring i praksis på tværs af partiskel.

»Det, vi er nervøse for, er, at der skal være en forpligtelse i det. Der skal være en forpligtelse til at tilbyde et grundforløb, der er det samme på tværs af landet. Gode intentioner er desværre ikke nok,« siger medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund Ask Abildgaard.