I søndags afholdt Flintholm Kirken en gudstjeneste, der blev indledt med det arabiske ord 'inshallah', der betyder 'om Gud vil'.

Det har pustet til debattens gløder, der har spredt sig til magtens hovedsæde på Christiansborg.

DF-politikeren Pia Kjærsgaard kalder gudstjenesten et »skammeligt initiativ,« mens hun forklarer til B.T., at de danske kirker skal forbeholdes danske højtider - og dansk sprog.

Men dét syn mener Zenia Stampe, kirkeordfører fra Radikale Venstre, hører fortiden til.

»Det er tydeligt, at Pia Kjærsgaard abonnerer på en middelalderlig version af kristendommen. De fører jo korstog, hvilket er mange år siden, at vi lagde den tankegang bag os,« siger hun til B.T. og tilføjer:

»De tror, at de kan bruge kirken som instrument til at føre religionskrig.« 

Mikkel Bjørn, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, svarer dog skarpt igen.

»Jeg tror mere, at det er Zenia Stampe, der lever i fortiden. Hun har et neandertaler-syn på de migrationsudfordringer, vi står over for,« siger han, mens han samtidig siger, at hun ikke har lært noget som helst fra de sidste 30 års debat om flygtninge i Danmark. 

Ordet, det hele handler om, inshallah, blev optaget i Den Danske Ordbog for halvanden uge siden. Og det er netop derfor, at Flintholm Kirke på Frederiksberg valgte at navngive søndagens gudstjeneste med det arabiske ord.

Zenia Stampe oplever i modsætningen til Mikkel Bjørn og Pia Kjærsgaard, at de danske kirkemiljøer er blevet mere favnende over for andre religioner og arabiske kristne. Det hele handler om næstekærlighed ifølge hende:

»Præsten forsøger at bygge bro og det er fornuftigt. Jeg oplever at der i de danske religiøse miljøer slet ikke er lyst til korstog mod islam, men det har DF tydeligvis, og jeg er glad for at de ikke har succes med,« siger Zenia Stampe.

Hvordan ved du, at DF ikke har succes med det?

»Det ved jeg, fordi at jeg taler med folk i kristne og religiøse miljøer,« fastslår kirkeordføren.

B.T. har flere gange forsøgt at få præsten fra Flintholm Kirken, Peter Friis, i tale, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.