For få og for klamme toiletter, der resulterer i elever, der holder sig, uheld og koncentrationsbesvær.

Det er situationen på mange af folkeskolerne i Københavns Kommune, der har til huse i ældre skolebygninger.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Det vil tre partier på Københavns Rådhus nu forsøge at komme til livs med den såkaldte 'Toiletplan 2030', der handler om at renovere toiletterne på de mest udsatte skoler og indrette dem smartere, så de bliver lettere at rengøre samt virker mere trygge at bruge for eleverne.

Det er Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet, der i sig selv har flertal, der i Børne- og Ungdomsudvalget har lagt op til en godkendelse af Toiletplan 2030 til et møde 1. februar.

»Der er rigtig mange gamle nedslidte toiletter, der er svære at holde rene, og som børnene synes er megaklamme. Det er arbejdsmiljøproblem, men der er ingen arbejdsmiljølovgivning for børn, så det forsøger vi at sætte fokus på nu med denne plan,« siger forslagsstiller Rasmus Steenberger fra SF.

Toiletplanen er en god nyhed, ifølge hårdt sanitetsramt skole på Nørrebro.

På Rådmandsgades Skole er der nemlig alt for få toiletter i de bygninger, hvor 0.-5. klasse modtager undervisning. Skolens 110 elever i 0. klasse deles eksempelvis om to toiletter samt et i kælderen.

»Allergrellest er det hos vores 0. klasser, der deles om de to toiletter, og ellers skal tre etager ned og bruge et i kælderen. Det er altså børn, der kommer lige fra børnehaven,« siger forperson for skolebestyrelsen Caroline Lillelund til TV 2 Kosmopol.

Derudover er der syv toiletter, der må deles af knap 400 elever fra 1.-5. klasse, hvis eleverne skal benytte et toilet i nærheden af deres undervisningsområde.

Med alle toiletter i skolebygningerne, også dem længere væk fra undervisningen nede i kældre, oppe under taget ved faglokalerne og de udendørs toiletter i gården, er der i alt 28 toiletter til 478 børn fra 0.-5.klasse.

Skoleleder Martin Wåhlin på Rådmandsgades Skole kan ikke forstå, at forholdene ikke er blevet løst endnu:

»Vi mener jo, at det er en utrolig nem opgave at løse i en ellers svær skoleverden. Det er ikke rocket science, og det betyder bare så meget,« siger han til TV 2 Kosmopol.

»Vi har børn, der begynder at holde sig, med de følgeproblemer det giver. Vi voksne ville jo også synes, det var rigtig ubehageligt, hvis det var på vores arbejdsplads,« lyder det fra skolelederen.

Rådmandsgades Skole er bare en af mange ældre folkeskoler i Københavns Kommune, hvor toiletforholdene er alt for ringe. Færre end hver sjette af de københavnske elever mener, at deres skoletoiletter er pæne og rene, viser sidste års trivselsmåling.

Ifølge politikernes toiletplan skal det tage op til syv år, før skolerne får bedre toiletter. Elever, der i dag går i 3. klasse og opefter, kommer altså ikke nødvendigvis til at få glæde af den store toiletplan.

Hvorfor skal det tage så lang tid?

»Det er rigtig lang tid. Vi forsøger at være realistiske i forhold til, hvad der er råd til,« siger Rasmus Steenberger (SF).

Der har ikke altid været nok fokus på netop toiletforhold, når gamle skoler har skullet renoveres:

»Selv når vi har fået gamle skolebygninger renoveret, så har saniteten ikke altid fået et løft, fordi der ikke har været nok fokus på de her problemer. Det er noget af det, vi ser nærmere på nu,« siger Gorm Anker Gunnarsen (EL), der også står bag forslaget.

En af delene i toiletplanen er at starte med et pilotprojekt i 2024, inden planen rulles ud over hele byen.

Det betyder også, at det ikke er alle skoler, der skal vente i syv år, men at der skal laves en prioriteringsliste over de skoler, hvor det står værst til, så de får løst problemerne først.
Det glæder Rådmandsgades skole, der tror og håber, på, at de – med deres toiletsituation – kommer til at stå øverst på sådan en prioriteringsliste:

»Vi kan ikke vente syv år, så vi håber da, vi er øverst på listen,« siger skoleleder Martin Wåhlin.

Sofie Seidenfaden (S), der også står bag forslaget, mener også, at syv år er meget lang tid at vente.

»Men det skal ses i lyset af de 62 skoler, vi har i Københavns Kommune, som skal efterses og prioriteres. Angående Rådmandsgades Skole så ville det undre mig, hvis de ikke stod højt på den liste,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan heller ikke vente så længe på deres vegne.«

På Rådmandsgades skole må man vente i spænding og se, hvornår toiletforholdene forbedres.

Hvis Rådmandsgades var en nybygget skole, så ville funktionsprogrammet kræve, at der blev bygget op mod 32-45 nye toiletter til eleverne i 0.-5. klasse. Så store forhåbninger har skolelederen dog ikke:

»Min drøm er, at vi får 12-15 toiletter oveni. Det er ikke en uartig drøm i forhold til kravene for nybyggerier. Vi er en gammel skole, men det ville man godt kunne få plads til og det ville virkelig gøre noget for eleverne,« siger skolelederen.