Trods den sløvende effekt fra smertestillende piller er det en godt tosset Anahita Malakians, der fra sit hjem skælder ud på alarmcentralen.

For i stedet for at blive kørt til skadestuen med ambulance blev politikeren onsdag fragtet på en båre bag i en stationcar, og det er 'grotesk', mener hun.

»Jeg sætter nogle mennesker i den situation, at de må fragte mig ulovligt, og det er grotesk, at man sætter andre i den situation, at de skal agere plejepersonale,« siger hun til B.T. med henvisning til, at kørslen med den skadesramte politiker foregik med halvt åben bagsmæk og uden seler, som loven foreskriver.

Anahita Malakians har været opstillet til Folketinget for Venstre, inden hun i december skiftede parti til det indvandrerkritiske parti Nye Borgerlige.

Anahita Malakians blev båret ud af hallen på en båre.
Anahita Malakians blev båret ud af hallen på en båre.
Vis mere

Til hendes mange følgere på Facebook fortæller hun, hvordan hun onsdag morgen kom slemt til skade under en fodboldkamp.

'I en glidende scoring formåede jeg at banke mit venstre knæ lige ind i målstolpen. I samme sekund kunne jeg mærke, at der var noget riv ravende galt, og tog fat i knæet med det samme.'

'Jeg fik øje på mine sener, hinden over knoglen og alle hudlag, der flagrede i en flænge på 17-18 cm hen over knæet,' skriver hun.

Men den uhyggelige skade til trods blev Anahita Malakians dog nægtet en ambulance.

Sådan lyder hendes udlægning af resultatet af samtalerne med Hovedstadens Akutberedskab, som hendes venner havde på hendes vegne. Det er Hovedstadens Akutberedskab, der står får at sende hjælp, når borgere i københavnsområdet bliver viderestillet fra deres 112-opkald.

Anahita Malakians er politiker for Nye Borgerlige.
Anahita Malakians er politiker for Nye Borgerlige. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Derfor måtte hendes venner udtænke en løsning på at få Anahita Malakians til behandling, da hun ikke selv var i stand til at komme på skadestuen.

»Jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig,« siger hun.

En båre blev fundet i frem i hallen, og fire af politikerens venner bragte hende ned til stationcaren, fortæller hun.

»Jeg synes, det er synd for de mennesker, at de pludselig skulle agere reddere, og det er en uretfærdig situation at sætte dem i, for de fleste skulle jo på arbejde bagefter. Det var ikke deres pligt at tage sig af mig. Vi betaler ikke skat til dem,« siger hun.

Politikeren måtte fragtes i en stationcar.
Politikeren måtte fragtes i en stationcar.
Vis mere

Også portøren på Bispebjerg Hospital blev sat i en uheldig situation, siger Anahita Malakians.

For da politikeren ikke var i stand til at sætte sig over i den kørestol, portøren havde fundet frem, måtte den tilskadekomne bæres ud af bilen på båren.

»Det går ud over personalet, at jeg ikke kom med en ambulance, fordi de skulle bære mig rundt på en måde, de måske ikke må,« siger hun.

Hvis man nu indtager det standpunkt, at det jo lykkedes dig at komme frem til behandling, og at du derfor ikke behøvede en ambulance, hvad siger du så til det?

»Jeg har fået 34 sting udvendig og 17 indvendig og er nu hjemme,« skriver Anahita Malakians på Facebook.
»Jeg har fået 34 sting udvendig og 17 indvendig og er nu hjemme,« skriver Anahita Malakians på Facebook.
Vis mere

»Det kan da godt være, at jeg nåede frem, men vejen derhen var ulovlig og uholdbar.«

»Jeg risikerede min egen sikkerhed og satte andre i en situation, hvor de kunne komme til stå til ansvar for noget, og det skal de ikke, for de er civile mennesker,« siger hun.

Region Hovedstaden, der varetager pressekontakt for alarmcentralen, har givet B.T. besked om, at det onsdag aften ikke er muligt at kommentere kritikken fra Anahita Malakians.