Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Ukrainere ved grænsen står i en kødrand af mennesker for at blive transporteret andre steder hen i Europa.
Det fortæller den kommunale Venstre-politiker Martin Bech fra Brønderslev.
I mandags tog han turen til den ukrainsk-polske grænse for at transportere nødhjælp.
Og med på returvejen fra grænsebyen Przemyśl i Polen havde han en ukrainsk familie bestående af en bedstemor, hendes datter, og to børnebørn.
Men den nordjyske politiker tog en omvej for at transportere familien. De ville nemlig til München, hvor de har familie.
»Der hvor flygtningene gerne vil transporteres hen, stemmer ikke altid overnes med, hvor chaufføren skal hen. Det er som om, der mangler noget organisering ved grænsen,« fortæller Martin Bech på en telefon fra München torsdag aften og fortsætter:
»Der var en tysker, der prøvede at organisere lidt, men det er jo en dråbe i havet.«
Der er rigeligt med chauffører, der vil transportere folk til Nordtyskland eller Danmark, men flygtningene vil i høj grad andre steder hen, lyder det fra politikeren.
Han fortæller, at familien som han transporterede til Tyskland havde stået i kulden og ventet i to timer.
»Og når man så ser de her to knejter på otte og 12 år, så overvejer man lige, om man ikke kan køre en omvej,« siger Matin Bech (V).
Den nordjyske politiker har nu sat kursen mod det nordjyske.
Både fordi økonomien er ved at slippe op, men også fordi turen har taget på ham fysisk.
»Mine ressourcer er ved at være udtømte, og mit højre knæ er helt hævet af at trykke på speederen. Det er slut for mig for denne gang.«
Siden Rusland invaderede Ukraine er over en million ukrainere flygtet ud af landet.