Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne ikke holde chokket tilbage, da Enhedslistens udenrigsordfører sagde, at Rusland ikke generelt er en trussel mod Europa. Men han er ikke den eneste i partiet af den opfattelse.
Per Clausen, byrådspolitiker i Aalborg, mener nemlig også, at det er en »en banal kendsgerning«, at Putin ikke er en trussel mod os.
»Selvfølgelig er Rusland en trussel mod nogle lande, men vi er militært overlegne i Vesteuropa. Derfor kan Putin godt virke som en trussel for os – men er det reelt ikke, siger Per Clausen til B.T.
Og lokalpolitikeren mener egentlig heller ikke, at det er vigtigt at få slået det faktum fast. Alligevel har han selv skrevet det på sin Twitter-profil.

»For mig er det ikke vigtigt at argumentere for, at Rusland ikke er en trussel. Det tror jeg ikke, de er. Den eneste grund til, at jeg skriver det, er fordi, man bruger det som en forklaring på, hvorfor det er vigtigt at opruste. Det behov ser jeg ikke, siger han.
Så du synes ikke, der er brug for mere militær i dag, end der var inden invasionen?
»Situationen er selvfølgelig end anden, men hvis vi kunne afskrække Putin ved at være militært overlegne, så ville vi have gjort det allerede – for det er vi. Derfor virker oprustning for mig som en underlig ting.«
Per Clausen tror heller ikke på, at Rusland vil fortsætte i samme rille og udvide krigen til andre lande. En overbevisning, han blandt andet bygger på efterretninger.
Men der var jo heller ikke mange, som troede, de ville starte krig i Ukraine, så hvorfor tror du på, at efterretningerne holder den her gang?
»Ser man på Rusland-resultaterne i Ukraine, så er det jo gået dem rigtig skidt. Putins hensigter kan godt virke onde, men vi skal ikke opfatte ham som en trussel,« siger Per Clausen, som altså ifølge ham selv, ikke har så stærk en holdning til emnet.