188 lejligheder i Odense blev fredag akut evakueret på grund af usikkerhed i fundamentet, men ingen har taget det fulde ansvar for den pludselige evakuering.

Et byrådsmedlem afviser, at ansvaret ligger hos kommunen. 

Der er tale om Nicolai Busch Bæhrenz, der er byrådsmedlem for Venstre i Odense. 

Over for TV 2 siger han, at kommunen nu vil gå forrest for at finde ud af, hvad der er gået galt. Men byrådsmedlemmet ser »ikke som sådan noget ansvar hos kommunen«. 

Han understreger lørdag morgen, at »alle er kede af det her« med henvisning til evakueringen af Munkebjerg Park:

»Jeg sidder også med ondt i maven, fordi jeg givetvis på et tidspunkt har godkendt noget. Men der er jo nogle certificerede bygherrer, der har sagt god for det,« siger han til mediet. 

Fundamenterne under fem ejendomme skal sikres i ejendommen, der ejes af Barfoed Group. 
Fundamenterne under fem ejendomme skal sikres i ejendommen, der ejes af Barfoed Group.  Robert Wengler/Ritzau Scanpix

25. januar i år mistede en mand livet, da en svalegang i lejlighedskomplekset styrtede sammen i en ulykke, der dog ikke er relateret til fredagens evakuering.

Personen, der mistede livet, samt to lettere tilskadekomne i ulykken, var alle ansatte i tømrervirksomheden Færch og Co.

Fredag har rådgivningsvirksomheden Rambøll og yderligere et ingeniørfirma vurderet, at fundamentet skal sikres med stål og beton, og derfor er beboere i Munkebjerg Park blevet evakueret. 

De forventes at kunne flytte tilbage til deres lejlighed inden for fem dage.