Juleaften betyder middag med familien, men samtidig også mange hjem, der lukkes og slukkes og står tomme.

Og det øger risikoen for indbrud, der er en stigning af her i juletiden

Derfor er der også flere ting, man skal være opmærksom på, når man låser hoveddøren og kører afsted til julehygge, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi. 

»Man skal huske at have lyset tændt - både udenfor og indendørs, eksempelvis med lyssensorer. Så det ligner, der er nogen hjemme,« siger vicepolitiinspektør, Mads Haugaard til B.T.

Og det er langt fra det eneste, man med fordel kan gøre, for at gøre arbejdet ekstra svært for indbrudstyven:

»Hvis hækken i ens have er høj, er det en god idé at få klippet den lidt ned, så tyvene ikke kan stå i skjul og gemme sig.«

I år er mindst 249 boliger er blevet udsat for indbrud mellem den 19. og 23. december, viser tal fra Rigspolitiet. 

Det er en lille stigning sammenlignet med samme periode sidste år.

Derfor er der også noget andet - og meget vigtigt - man kan gøre for bedre at sikre sit hus, tilføjer Mads Haugaard:

»At gøre sine vinduer og døre svære at åbne. Eksempelvis to låse på et vindue - altså også en hasp i stedet for kun et håndtag.«

Og så gælder det også om at have gode aftaler med sine naboer:

»Nogle har jo nabohjælp, og ellers kan man for eksempel hjælpe med at køre skraldespande frem og tilbage, hvis de er blevet tømt, eller som nabo holde ens bil i indkørslen, så der ikke er tomt.«

Samlet set gælder det i virkeligheden om at sætte sig i tyvens sted:

»Det er en god idé, inden man tager afsted, at gå en tur rundt om sit hus for at kigge efter, om huset generelt ser beboeligt ud.«

Vicepolitiinspektøren understreger samtidig, at det nok ikke er så god en plan at råbe højt på de sociale medier om, at man ikke er hjemme til jul. 

Og så tilføjer han, at hvis man som nabo får øje på en mistænkelig adfærd henover hækken, kan man enten vinke og gøre opmærksom på, at man har set det.

Hvis man ikke føler sig tryg ved at gøre dette, kan man ringe til politiet på 1-1-4.

Ser man noget akut, så er nummeret 1-1-2.