Det kan være en god idé at køre i god tid og at være tålmodig, når man kører ud i trafikken mandag morgen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har mandag nemlig udsendt et varsel om let isslag. Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Der er tale om et varsel i den centrale og sydlige del af Jylland. Senere på dagen er der udsendt en risiko for isslag på Fyn og Sjælland.

Vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Denholt siger mandag morgen, at folk skal sørge for at have pakket bilen.

- Hav gerne noget varmt tøj med, så hvis man skulle være så uheldig at køre galt eller af vejen, så kan man holde sig selv varm i den tid, man risikerer at vente på at få den hjælp, man har brug for.

- Man bør hellere komme lidt for sent og sikkert frem end at køre i grøften - især når der i løbet af dagen skal komme mere sne, siger Lars Denholt.

I løbet af mandagen skal der falde mellem to og seks centimeter sne, oplyser DMI på sin hjemmeside.

DMI har også udsendt et varsel om snefygning i den nordlige del af Jylland.

Københavns Vestegns Politi har i løbet af natten ikke fået nogen meldinger om trafikuheld som følge af vejret, siger vagtchef Lars Guldborg.

- Men det er vigtigt at køre forsigtigt. Hold afstand, og kør efter forholdene, siger han.

Østjyllands Politi opfordrede i et opslag på det sociale medie X søndag aften også til, at man medbringer varmt og praktisk tøj, når man bevæger sig ud i koldt vejr.

- Sørg for at have strøm på telefonen, og medbring et tæppe, lidt mad og drikke samt eventuelt en skovl. Har du brug for livsvigtig medicin, så sørg også for at have den med, lyder det.

/ritzau/