Sommerferien er ikke kun højsæson for grillfester, badeferier og festivaler, det er også højsæson for indbrud.

Derfor udsender Nordjyllands Politi nu en opfordring til at sikre sig mod de uvelkomne gæster. Det gør de i en pressemeddelelse.

»Det er, sagt på godt nordjysk, bare rigtig træls at komme tilbage fra en god ferie og så konstatere, at ens hjem har været udsat for et indbrud,« lyder det fra vicepolitiinspektøren, der følgelig opfordrer til, at man lige giver sin bolig et sidste tjek, inden man smutter afsted på sin velfortjente sommerferie.

Udover at man kan sikre sig selv ved blandt andet at have en ordentlig tyverialarm og dobbelttjekke, at alle døre og vinduer er låst, inden man drager på ferie, så peger Politiet også på, at man bør lave aftaler med sine naboer om, at man holder øje for hinanden.

Den udlægning er Det Kriminalpræventive Råd enig i. Og derfor opfordrer de også til, at, man sammen med sine naboer gør brug af 'Nabohjælp'.

»Vi ved, at 'Nabohjælp' forebygger op mod hvert 4. indbrud,« siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp blandt andet i en pressemeddelelse.

Antallet af indbrud i Danmark har de seneste år været faldene.

Fra 2019, hvor antallet af indbrud var 24.705, til 2023 er antallet faldet til 14.787.