Tænk dig godt om, hvis du planlægger at holde påskeferien i sommerhus i år. Og tag de gode vaner med håndvask, afstand og sprit med dig.
Sådan lyder opfordringen fra politiet, som advarer om, at vi risikerer at starte nye smittekæder med coronavirus, når vi drager i sommerhus i helligdagene.
Påsken er for mange familier lig med en tur i sommerhus.
I år skal du dog tænke dig om en ekstra gang, inden du smider ungerne ind på bagsædet, køletasken i bagagerummet og tagboksen på taget og drager af sted mod feriehytten.
Politiet advarer om, at vi risikerer at sprede smitten af coronavirus, hvis alt for mange rejser rundt i landet i påsken.
'Er du helt sikker på, at du skal i sommerhus?' lyder spørgsmålet fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
'Rigtig mange familier trænger til at komme ud i naturen og i andre rammer. Både de, der ejer et sommerhus, og de, der vil leje et. Det har vi stor forståelse for,' skriver politiet blandt andet.
På et pressemøde 23. marts opfordrede statsminister Mette Frederiksen til, at danskerne dæmper rejseaktiviteten inden for landets grænser i påsken og lader være med at tage i sommerhus.
To dage senere sagde sundhedsminister Magnus Heunicke det modsatte i Radioavisen:
»Man kan godt tage af sted i sommerhus, men det er helt afgørende, at man overholder retningslinjerne, hvis man gør det: Prøv så vidt muligt at pakke bilen med mad, og vid fra starten af, det er ikke sådan, at børnene kan få nye legekammerater, fordi man skal holde to meters afstand. Og hvis man skal rejse på tværs af landet, skal man i særlig grad være meget, meget opmærksom,« sagde ministeren.
Politiet understreger da også, at det ikke er forbudt at tage i sommerhus med familien.
Ordensmagten appellerer dog til, at vi tænker os grundigt om, inden vi tager af sted.
»Hvis du beslutter dig for at tage af sted, så er det utroligt vigtigt, at du tager dine gode vaner hjemmefra med dig.«
Det siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi og tilføjer:
»Det er lige nu, vi alle sammen har ansvar for at holde fast og holde ud. Det er nu, vi skal se, at kurverne over indlagte og alvorligt syge helst skal flade ud. Vi har hver en del af ansvaret for det – også hvis man vælger at tage i sommerhus.«
Politiet minder desuden om, at det er forbudt at forsamles mere end 10 personer i det offentlige rum. At du skal undgå kram og håndtryk, og at du skal holde afstand til de mennesker, som du ikke bor sammen med.