Det nye forbud mod utilbørlig behandling af koranen trådte i kraft i dag, torsdag.
Spørgsmålet er nu, hvordan forbuddet bliver håndhævet.
Det blev testet på Christiansborg Slotsplads på koranlovens første dag.
Her blev der sat ild i flere koraner af en person, som over for B.T. afviste at stille sig frem med navn.
Samtidig hamrede den svenske kunstner Dan Park en koran op med søm på et træ.
Under den korsfæstede koran hang Dan Park et skilt med ordene »just burn it« og en lille æske tændstikker.
To betjente kom til gerningsstedet og trak Dan Park til siden for at få kunstnerens personoplysninger.
Politiet spurgte, om det også var ham, der havde sat ild til Koranen. Det var det ikke, lød det fra kunstneren.
Der står i den nye koranlov, at politiet har ret til at skride ind og bringe koranafbrændinger og anden utilbørlig behandling af koranen »til ophør«, men den mulighed benyttede de to betjente sig ikke af.
Betjentene forlod hurtigt stedet uden at slukke ilden og uden at have fået fat i personen bag afbrændingen. Også Dan Parks gennemhullede koran fik lov til at blive hængende på træet.
I bemærkningerne til koranloven står der, at forbuddet mod utilbørlig behandling af Koranen også omfatter tilfælde, hvor »skriftets stikkes i«. Og Dan Park mener derfor selv, at han har brudt den nye koranlov ved at hamre koranen op med søm.
»Som jeg tolker loven, så ja, absolut,« siger han.
Det er første gang, at den svenske kunstner ødelægger Koranen, fortæller han. Det er ikke noget, han interesserede sig for før det nye forbud.
»Det er en helt sindssyg lov,« siger han.
Har du nogensinde før behandlet Koranen utilbørligt?
»Nej.«
Så det er din første gang?
»Ja.«
På grund af loven?
»Absolut,« siger Dan Park.
»Det er mere en protest imod loven end selve religionen.«
Så du har ikke noget imod Islam?
»Ingen kommentarer,« svarer kunstneren og griner.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politi inden artiklens deadline.
