Fyns Politi er lørdag aften på jagt efter en gruppe unge drenge i alderen fra 11 til 13 år.

Det skyldes, at der to gange i løbet af aftenen er blevet kastet med genstande fra en motorvejsbro tæt ved Odense.

Det handler om motorvejsbroen ved afkørsel 52 Odense SV. Derfra blev der kastet ting ned på forbipasserende trafikanter. Det skriver Fyens.dk.

»Der er ikke blevet kastet med sten, men med en eller anden form for træ,« siger vagtchef Lars Thede, Fyns Politi, til det fynske medie.

Politiet siger, at det er en dybt alvorlig situation, selvom der ikke er nogle tilskadekomne. Det er nemlig ikke første gang, at der sker sådan en situation på den Fynske Motorvej.

Det var nemlig på selvsamme motorvej, at den tragiske hændelse skete i 2016, hvor en tysk familie blev ramt af en flisesten. Her mistede en 33-årig kvinde livet, mens hendes mand blev slemt kvæstet. Den episode blev aldrig nogensinde opklaret.

Omkring klokken 20.30 lørdag aften skete den anden episode. Her var der en bilist, som så det. Han forsøgte at fange de unge drenge, men det lykkedes ikke.

Derfor efterspørger Fyns Politi nu hjælp. De kan kontaktes på 114, hvis man har set noget omkring klokken 18.30 eller 20.30 omkring den afkørsel.