Efter at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi mandag oplyste, at de ville se TV 2 dokumentaren om Herlufsholm igennem for at se, om straffeloven kunne være overtrådt, har de fået flere henvendelser.

Det oplyser politiinspektør Kim Kliver til TV 2.

»Vi har fået nogle henvendelser siden, som vi nu kigger nærmere på,« siger Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Han vil ikke oplyse hvor mange henvendelser, eller hvad de drejer sig om.

Kim Kliver oplyser yderligere til TV 2, at politikredsen vil kigge nærmere på materiale fra de sociale medier, som kan opfattes som truende.

Mandag oplyste bestyrelsen på Herlufsholm Skole og Kostskole, at den havde indgivet en politianmeldelse på baggrund af dokumentaren.

Og kort efter kom nyheden om, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi nu vil se nærmere på dokumentaren.

Det vil være fornuftigt at lave en undersøgelse af kulturen på alle landets kostskoler. Det mener flere partier, efter at en TV 2-dokumentar har afdækket vold og krænkelser på kostskolen Herlufsholm.

Karsten Suhr er formand for Danmarks Private Skoler, som repræsenterer de private skolers interesser. Han foreslog i weekenden en undersøgelse af kulturen på alle danske kostskoler.

Flere partier bakker op om forslaget.