Opdatering: Bornholms Politi oplyser, at efterlyste Jørgen søndag eftermiddag er fundet i god behold.

Politiet på Bornholm beder offentligheden om hjælp til at finde 81-årige Jørgen fra Sjælland.

Han har forladt Hotel Gudhjem lørdag eftermiddag, og siden er han ikke blevet set, oplyser politiet på Twitter.

Politiet oplyser desuden, at Jørgen er begyndende dement, men ellers er han 'rask og rørig og i fysisk god form'.

Efter han forlod sit hotel lørdag eftermiddag, har der været eftersøgning af ham, men uden held.

'Lørdag eftermiddag mellem kl. 16.00 og kl. 17.30 har han forladt hotelværelset, og selvom både hotel, by og omegn er afsøgt, er han endnu ikke fundet, og vi beder derfor borgerne om hjælp,' skriver Bornholms Politi.

'Borgerne anmodes om at tjekke haver, udhuse, garager, kældre med videre,' uddybes det.

I en opdatering fra Bornholms Politi kommer man nærmere på, hvor Jørgen  sidste er set:

'En borger mener at have set Jørgen gående ved Bornholms Kunstmuseum lørdag ved 19-tiden med kurs mod Allinge,' lyder det.

Politiet oplyser desuden, at Beredskabsstyrelsen er blevet indsat i eftersøgningen. Der er ligeledes indsat droner i eftersøgningen.

Politiet vil dog fortsat gerne høre fra folk på strækningen fra Kunstmuseet og nordpå, som det skrives.

Hvis man har set Jørgen, eller har en idé om, hvor han kan befinde sig, så kan man kontakte politiet på 114 eller 5690 1448.