Efterforskere ved Københavns Politi fandt i forbindelse med en ransagning af Bettina Jensens lejlighed i december 2018 nogle håndskrevne noter.
Indholdet har senere vist sig at være nærmest profetisk.
Bettina Jensen er tiltalt for bestikkelse, og sagen kører i disse uger i Københavns Byret.
Mistanken er, at den tidligere chef i politiet har modtaget 790.250 kroner af sin konsulent-veninde Mariann Færø som tak for de millionopgaver, Færø fik i Rigspolitiet.
Forfatteren til noterne er Bettina Jensen, og de giver et unikt indblik i nogle af de tanker, hun gjorde sig, da hun fik at vide, at hun var meldt til Københavns Politi af Rigspolitiet.
Øverst på noterne har Bettina Jensen skrevet 'forbrydelser i offentlig tjeneste'. Efterfølgende har hun undersøgt forskellige paragraffer for strafferammer og forældelsesfrister.
Det konkrete indhold vender vi tilbage til.

For at forstå tilblivelsen af noterne skal vi skrue tiden tilbage til februar 2017.
Bettina Jensen, der er afdelingschef i Rigspolitiet, fyres på grund af B.T.s afdækning af brud på udbudsreglerne og en konkret mistanke om vennetjenester og overbetaling af konsulenterne Mariann Færø og Christine Thorsen.
Konsulenterne fik på blot tre år udbetalt 20 millioner kroner, og specielt udbetalingerne til Mariann Færø vækker opsigt. På blot et halvt år fik hun udbetalt 4,6 millioner kroner.
Kort efter fyringen kommer det økonomidirektør i Rigspolitiet Thomas Østrup for øre, at Bettina Jensen muligvis har shoppet pelse og købt skønhedsoperationer sammen med Mariann Færø.
Derfor politianmelder han Bettina Jensen.
Ifølge Bettina Jensens forklaring i retten anede hun ikke, hvad hun var politianmeldt for, før der kom en formel sigtelse for bestikkelse 20. december 2018.
Derfor skrev hun nogle mulige scenarier ned på papir under overskriften 'Forbrydelser i offentlig tjeneste', har hun forklaret.
I noterne har hun undersøgt forskellige paragraffer i straffeloven, som dækker over bestikkelse, tjenesteforsømmelse, underslæb, bedrageri og mandatsvig.
En af paragrafferne er straffelovens § 144, den såkaldte bestikkelsesparagraf. Her har hun skrevet strafferammen på seks år ned og forældelsesfristen, som er på ti år.

Den står allerøverst på noterne.
Desuden fandt politiet også nogle udprint af straffeloven.
Her har Bettina Jensen highlightet § 81 stk. 2 og 3.
Det er to paragraffer, som beskriver den skærpende omstændighed, det er, hvis overtrædelser er gjort 'af flere i forening' og er 'særligt planlagt'.
Det er netop anklagemyndighedens opfattelse: At bestikkelsespengene er aftalt med konsulenten Mariann Færø.
Selv om Bettina Jensen altså i retten har forklaret, at hun ville opridse nogle mulige scenarier for sigtelser, vækker noterne undren hos anklagemyndigheden.
Senioranklager Søren Harbo har med sine spørgsmål i retten udtrykt undren over, at Bettina Jensen – uden at ane, hvad hun er politianmeldt for – på den måde er i stand til at ramme plet i forhold til det, som anklagemyndigheden mener er hendes ugerning.
Næste retsmøde i sagen er 21. februar 2022.

