Den 88-årige kvinde fra Ansager, der mandag eftermiddag blev efterlyst, er nu blevet fundet død.

Det oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

»En af vores patruljer har fundet kvinden. Desværre død,« skriver politikredsen.

Kvinden blev efterlyst, eftersom hun ikke var blevet set siden klokken 10.00, da hun cyklede fra sin bopæl mandag eftermiddag.

Kvinden var cyklet afsted på en sort Mustang damecykel, og hun var iført en blå dynejakke, sorte bukser og et par sko.

Politikredsen beskrev desuden kvinden som en spinkel kvinde med gråt hår, som var omkring 165 centimeter høj, og som bar briller.

De pårørende er underrettet, afslutter vagtchefen på Twitter.