For at forhindre et tog i at forlade perronen ved Hovedbanegården i København valgte fire aktivister mandag morgen at blokere togets døre.

Derfor var toget - der som et af de eneste denne morgen var klar til afgang midt under arbejdsnedlæggelsen blandt lokoførerne hos DSB - ude af stand til at køre. Af den grund blev politiet tilkaldt.

Det fortæller informationschef hos DSB Tony Bispeskov til B.T.

Han var selv vidne til episoden, da han mandag morgen var nede ved sporene på perronerne fem-seks og syv-otte.

»Der var situatuonen den, at der holdt tog i alle fire spor. Et af togene var forladt, der var ikke noget personale om bord. I et andet tog var der en togfører og en lokofører, og de var klar til at køre,« forklarer han og fortsætter:

»Men der var fire folk, der stod i de forskellige døre til toget og blokerede på den måde. Af sikkerhedsmæssige årsager kan man ikke lukke dørene, hvis de bliver spærret af folk.«

Ifølge Tony Bispeskov tog han kontakt til de fire personer og bad dem om enten at gå ind i toget eller træde ud på perronen.

»Og det gjorde de ikke. Så jeg rekvirerede politiet,« fortæller han.

Situationen ved Hovedbanegården i København mandag formiddag.
Situationen ved Hovedbanegården i København mandag formiddag. Foto: Philip Davali
Vis mere

Han var ikke til stede, da politiet dukkede op, så han ved ikke, hvad der derefter skete.

Han har dog ikke indtryk af, at de fire personer var DSB-ansatte, men udefrakommende aktivister.

»De var i hvert fald ikke i DSB-uniform,« fortæller han.

Derudover har han hørt forlydender om, at der også har været personer, der har stået på skinnerne for at stoppe tog i at køre af sted, men det er ikke noget, han selv har set.

Københavns Politi bekræfter, at man mandag morgen har været til stede på Hovedbanegården.

Ingen personer er blevet anholdt.

Det var tidligt mandag morgen, det kom frem, at DSB's lokomotivførere havde nedlagt arbejdet.

Konsekvensen er, at togtrafikken er blevet lammet i Østdanmark.

Både fjern- og regionaltog samt alle S-tog i Storkøbenhavn holder helt stille.

»Det er selvfølgelig en rigtig kedelig og ærgerlig situation, mest for de mange kunder, som bliver berørte af det her, og det beklager vi dybt,« siger Tony Bispeskov og tilføjer:

»Men der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og derfor så er der desværre ikke noget, vi kan gøre.«

Ifølge Tony Bispeskov er det usikkert, hvornår togene vil køre igen.