Søndag aften 7. juli lykkedes det to mænd bevæbnet med knive at røve sig til kontanter og cigaretter i Dagli’ Brugsen i Tarp.
På dagen for røveriet udtalte vagtchef Erik Lindholt fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at røverne var maskeret.
»Der er tale om to maskerede mænd, som røvede Dagli'Brugsen i Tarp, inden de stak af mod Åsen.«
Efterfølgende afhørte politiet vidner, og nu har Syd- og Sønderjyllands Politi udsendt billeder af gerningsmændene fra butikkens overvågningskameraer, og i den forbindelse beder de om hjælp til at identificere røverne.
Gerningsmændende ser ud som følger:

Gerningsmand A:
Mand
15 - 25 år
Spinkel/almindelig af bygning
Iført sort Adidas-trøje med tre lodrette, hvide striber på ydersiden af ærmerne og Adidas-logo på venstre bryst, sorte Adidas-bukser, model Condivo Tiro 16 (tre lodrette, hvide striber på ydersiden af bukserne samt en vandret hvid stribe hen over lænden), sorte sportssko med sort bund og sort hætte
Mørk maskering, muligvis elefanthue og handsker (formentlig grå arbejdshandsker med sort gummi på håndfladen)
Talte dansk med accent

Gerningsmand B:
Mand
15 - 25 år
Spinkel/almindelig af bygning
Iført grå hættetrøje, sorte Adidas-bukser model Condivo 14 (tre lodrette, hvide striber på ydersiden af bukserne samt en skrå, hvid stribe på bagsiden, lige under knæet, og Adidas-logo på venstre lår) og sorte sportssko med sort bund
Sort maskering, muligvis elefanthue og mørke handsker (formentlig grå arbejdshandsker med sort gummi på håndfladen)
Talte dansk med accent
Syd- og Sønderjyllands Politi er især interesseret i at få kontakt med førerne af to biler, en lys Citroen Cactus og en mørk Citroen C1/Peugeot 107/Toyota Aygo, der kom kørende ad Tarpgårdsvej i nordlig retning kort efter klokken 18.00. Såfremt beboere omkring det grønne område og søen i dagene op til søndag den 7. juli eller i løbet af dagen har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området, hører politiet også gerne fra beboerne.
Borgere med oplysninger i sagen kan henvende sig til Politiets Servicecenter på telefon 114.
