Vintervejret har taget sit greb om Danmark, og det betyder også, at flere søer fryser til.

Og det kan jo være sjovt at bevæge sig ud på en sø, der er dækket af is. Men det kan også være rigtig farligt. 

Midt og Vestjyllands Politi har fået flere henvendelser om borgere, der går på isen. Men nu advarer de om netop det på det sociale medie X.

'ISEN ER IKKE SIKKER før der er et skilt, der tilkendegiver dette,' indleder de opslaget og tilføjer: 

'Vi ved, det er sjovt, men det er med livet som indsats, at man bevæger sig ud på isen – Tag en snak med børnene om det.' 

Der har ikke været nogen uheld, fortæller Jens Claumarch, vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi til B.T. 

TrygFondens Respekt for Vandets fem gode råd i forbindelse med, hvornår isen er sikker til at bevæge sig ud på. 

Her er fem gode råd til dem, der gerne vil ud på isen:

– Gå kun ud på isen de steder, hvor færdsel på isen er tilladt.

– Gå aldrig ud på isen med barnevogn, hunde eller andre levende væsner, som ikke er i stand til at hjælpe sig selv, hvis isen skulle briste.

– Hvis du mærker, at isen under dig giver efter, så gå stille og roligt tilbage på land. Lad være med at hoppe, så du belaster isen endnu mere.

– Gå aldrig ud på isen alene, så der ikke er nogen til at hjælpe dig, hvis du går gennem isen.

– Hvis du ser personer på isen, hvor du ved, at den er usikker, så kald dem tilbage på land, så der ikke sker ulykker.

Men selvom isen kan bære, er det selvfølgelig fortsat vigtigt at bruge sin sunde fornuft og passe på hinanden.