Anden sæson af Netflix-thrilleren "Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to" kan tælle til to statuetter efter årets Series Awards torsdag aften på Aarhus Rådhus.

Filmatiseringen af Søren Sveistrups krimi, som havde premiere på Netflix i foråret, løber med hovedprisen for Bedste Serie og er også kåret til Bedste Fortløbende Serie ved uddelingen, som hylder og hædrer serier og personerne foran og bag kameraet på dem.

DR-dramaet "Uniformen" kan ikke bare tælle til en eller to, men til tre statuetter.

Soheil Bavi har stået for årets Bedste Skuespilpræstation i rollen som politieleven Youssef, der under en aktion skyder en mand, der senere dør af sine kvæstelser.

Soheil Bavi er blevet instrueret af Jonas Alexander Arnby, og han modtager prisen for Bedste Instruktion.

Oscar Dyekjær Giese og Anders Frithiof August har skrevet "Uniformen", og de modtager prisen for Bedste Manuskript.

"Uniformen" er dermed aftenens topscorer til årets Series Awards.

Det var dog Prime Video-serien "Slangedræber" med Pilou Asbæk og Lars Ranthe i front, der var nomineret til flest statuetter.

Den hjemtog en statuette - prisen for Bedste Krimiserie for sin inspiration i uropatruljen - en specialenhed i Københavns Politi, der blandt andet skulle slå ned på narkokriminalitet.

I den anden ende af genreskalaen er anden sæson af "De bedste år" på TV 2 kåret til Bedste Komedieserie.

Series Awards er en del af Aarhus Series & Film Festival, der arrangeres af det kreative mediecenter Filmby Aarhus og af biografen Øst for Paradis.

Med undtagelse af Publikumsprisen, der i år går til ottende sæson af TV 2's dramaserie "Sygeplejeskolen", er modtagerne i 10 ud af de i alt 12 kategorier fundet af en jury.

Den består af film- og seriekender Ann Lind Andersen, lederen af manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole, Kim Leona, instruktør og manuskriptforfatter Mehdi Avaz samt film- og serieskaber Anna Emma Haudal.

Til årets uddeling er seriemusik for første gang blevet anerkendt. Den har en musikkyndig jury bestående af blandt andre flere film- og seriekomponister fundet modtageren af.

Prisen for Bedste Score går til komponisten Christian Balvig for musikken til "Mors drenge", der også blev kåret til Bedste Dokumentarserie.

Alle danske broadcastere, streamingtjenester og produktionsselskaber har kunnet indstille deres serier til priserne.

RITZAU