Kl.16.16 tikkede en noget ualmindelig besked ind til Syd-og Sønderjyllands Politi.

En person havde ringet 112, fordi pågældende havde set en 11-årig dreng cykle i nødsporet på Esbjergmotorvejen mellem Esbjerg og Bramming.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt til B.T.

»Vi får fat i drengen ude på motorvejen, og det viser sig, at han cykler derude, fordi han fulgte en GPS, han lige havde fået. GPS’en viste, at han skulle tage turen via motorvejen, så det var det, han gjorde,« siger Erik Lindholdt og fortsætter:

»Han var blevet noget chokeret, da han kom ned på motorvejen. Det regnede meget, og bilerne kørte stærkt.«

Syd- og Sønderjyllands Politi fik hurtigt fat på drengens mor, og ventede sammen med den 11-årige dreng på, at hun kom og hentede ham. I bil.

Moren havde den 11-årige drengs lillebror med i bilen, men der var ikke plads til begge drenge og cykel, så lillebroderen fik en tur i politibilen, og sammen kørte flokken hjem til bedstemoren i Bramming.

»Det hele endte godt, men det er farligt at cykle på motorvejen, også selvom det er i nødsporet. Vi har haft to uheld alene i dag på den strækning,« siger Erik Lindholdt.