En politibil har lørdag aften været involveret i et relativt voldsomt sammenstød med en anden bil i København. Det skete i forbindelse med, at politiet var involveret i en biljagt.

Billeder fra stedet viser en særdeles medtaget politibil og taxa.

»Vi er involveret i et færdselsuheld i forbindelse med, at vi har eftersat et køretøj, som vi kører efter på Tagensvej blandt andet,« forklarer Henrik Rohdin, vagthavende ved Københavns Politi:

»Det var et køretøj, som vi mente, udviste ekstremt mistænkelig adfærd, og derfor eftersætter vi det.«

Hvordan det er endt med, at politibilen og taxaen bragede sammen på Tuborgvej, er fortsat ikke klarlagt.

»Jeg er ikke helt klar over, hvem der har gjort hvad og hvorfor, men jeg kan i hvert fald bekræfte, at vi har været involveret i et færdselsuheld,« siger Henrik Rohdin.

På billeder fra stedet er både en ambulance og adskillige politibetjente.

Ingen er dog kommet alvorligt til skade, lyder det.

»Men nogle af kollegerne er blevet kørt afsted til kontrol,« siger Henrik Rohdin.

Han påpeger, at det køretøj, politiet jagtede, ikke nødvendigvis er sluppet.

Man er nemlig klar over, hvem der sad bag rattet.

»Vi ved, hvad det er for et køretøj, og vi eftersatte det, fordi vi mente, at der var tale om noget brugstyveri,« siger Henrik Rohdin.