Tirsdag formiddag bemærkede både en beboer i ejendommen og en elektriker, som var i gang med at fikse dørtelefonerne, at den var gal. Helt gal.

Kort efter skete det.

Pludselig styrtede gavlen sammen og efterlod et kæmpe gabende hul ud til gaden, så folk kunne kigge direkte ind i flere lejligheder på beboelsesejendommen Østergade 57 i hjertet af Esbjerg.

»Det kunne være gået grueligt galt, hvis det for eksempel var sket i nat,« siger indsatsleder fra Sydvestjysk Brandvæsen, Lenni Schmidt, til TV Syd om sammenstyrtningen, der skete ved 11-tiden.

Sådan så gavlen ud efter nedstyrtningen.
Sådan så gavlen ud efter nedstyrtningen. Foto: Daniel Wolff/Byrd
Vis mere

»Jeg har aldrig set noget lignende. Vi frygter, at hele ejendommen styrter sammen,« fortsætter han.

Ejendommens ejer er både dybt chokeret og overrasket over kollapset.

»Vores bygning var i fin stand, og vi har ikke set nogen faresignaler overhovedet,« siger Lasse Hundebøl, som ejer ejendommen sammen med sin far og bror, til JydskeVestkysten.

Han blev tirsdag formiddag alarmeret af elektrikeren, som havde set, at væggene slog revner, og gav sig straks til at kontakte og advare sine udlejere. Årsagen til sammenstyrtningen skal med al sandsynlighed findes på nabogrunden.

Foto: Daniel Wolff/Byrd
Vis mere

Her var en entreprenør i gang med at udføre gravearbejde, og det fik ifølge indsatslederen fra Sydvestjysk Brandvæsen gavlen til at styrte sammen.

Heldigvis kom ingen personer noget til.

Alle beboere i ejendommen er genhuset, idet der fortsat er risiko for yderligere sammenstyrtninger – og et gabende hul i gavlen.

Efter sammenstyrtningen spærrede politiet Østergade af mellem Sverigesgade og Nygårdsvej. Efterfølgende blev hullet i gavlen kun endnu større.

Hele gavlen enten faldt ned eller blev pillet ned efter sammenstyrtningen.
Hele gavlen enten faldt ned eller blev pillet ned efter sammenstyrtningen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Vis mere

Nu skal skadernes omfang undersøges. Herunder hvordan de er opstået – og om bygningen står til at redde eller ej.