Trekroner Plejecenter i Roskilde er ramt af et udbrud af coronavirus.

Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Mistanken om, at flere kunne være smittet startede i weekenden, og derfor blev beboere og personalet på det pågældende afsnit testet, og mistanken viste sig at være begrundet.

For mindst fire beboere og syv medarbejdere er testet positive. Derudover oplyser Roskilde Kommune, at flere dødsfald blandt beboerne mistænkes at have relation til coronavirus.

»Situationen på Trekroner Plejecenter er alvorlig og meget trist. Jeg følger den tæt,« siger borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam.

»Selvom vi fra starten af marts har haft stor opmærksomhed på at undgå smittespredning, især på plejecentre, er coronavirus jo desværre ekstrem smitsom. Vi gør vores bedste og følger alle vejledninger fra sundhedsmyndighederne, og jeg oplever, at medarbejderne går til opgaven med stærk faglighed og stor omsorg,« lyder det fra borgmesteren.

Lige nu er de medarbejdere, der er smittet med coronavirus sendt hjem. De beboere der er blevet  smittet, er kommet i isolation.

Roskilde Kommune oplyser desuden, at flere nu skal testes. Det gælder alt personale, der har beboerkontakt.