Ved du noget om sagen, vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

I dagens Danmark forbinder man ikke just plejehjem med gourmetmad, lækre drinks og limousine-kørsel.

Men det blev pludselig den nye virkelighed for et nordjysk plejehjem, da de arvede en formue tidligere på året.

Et ægtepar, der begge boede på Dragsbækcentret i Thisted i deres sidste tid, tilgodeså plejehjemmet i deres testamente, og det var ikke småpenge, de havde skrabet sammen i løbet af tilværelsen.

»Arven er ikke opgjort endnu, men jeg kan fortælle, at der er tale om en millionarv. Det er specificeret i testamentet, at pengene skal gå til at forsøde beboernes liv med oplevelser. Med andre ord skal pengene bruges til tant og fjas,« siger Lotte Bloch, der er områdeleder på Dragsbækcentret.

Inden tirsdagens gallafest var der naturligvis fotografering af gæsterne på den røde løber. (Foto: Dragsbækcentret)
Inden tirsdagens gallafest var der naturligvis fotografering af gæsterne på den røde løber. (Foto: Dragsbækcentret)
Vis mere

Tirsdag kunne plejehjemmet så tage hul på det, der bliver den første af en lang række overdådige oplevelser for beboerne, og der var sandt for dyden heller ikke sparet på noget til arrangementet, som var en gallafest for alle beboere plus en gæst til hver.

»Vi har anstrengt os for at give den max gas på alle fronter, så det virkelig kunne blive en oplevelse, de aldrig glemmer. Og det tror jeg ærligt talt heller ikke, de gør,« siger Lotte Bloch.

»Alle sanser skulle i spil, så de har fået gourmet-mad fra Hotel Thisted, og der var professionelle borddækkere, der pyntede op. Far og søn - Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay og Kandis-Johnny Hansen - stod for musikken og var simpelthen så gode. De formåede begge to at skabe relationer til publikum ved at gå ud blandt bordene, og det var til bragende bifald og vist også et par smeltede damehjerter«, siger hun.

»Og faktisk var hele dagen gjort speciel, for allerede om morgenen kom der en frisør ud og lavede hår, og der var både forfester, limousinekørsel og rød løber til festen,« siger plejehjemslederen.

Far og søn lagde festen ned, da de optrådte med nogle af deres populære dansktopnumre. (Foto: Dragsbækcentret) 
Far og søn lagde festen ned, da de optrådte med nogle af deres populære dansktopnumre. (Foto: Dragsbækcentret) 
Vis mere

I alt 79 beboere, gæster og ansatte var med til festen, som Lotte Bloch betegner som en ubetinget succes.

»Jeg kan love dig for, at der blev spist op, så vi fik modbevist, at ældre mennesker ikke gider prøve nye ting. Og alle mand var med til det sidste, så det var bare en god fest,« siger hun.

Nu kan hun og kollegerne så begynde at planlægge den næste begivenhed, for der er mange - rigtig mange - penge tilbage i kassen.

»Vi skal helt sikkert ud af huset, og vi har tidligere været på sommerhustur, så det kan vi godt gøre igen. Denne gang kan vi så være sikre på at få alle med, fordi der ikke er nogen egenbetaling for turen,« siger Lotte Bloch og sender en kærlig tanke til det afdøde ægtepar, der har gjort det hele muligt.

Efter middagen var der musik og dans. (Foto: Dragsbækcentret) 
Efter middagen var der musik og dans. (Foto: Dragsbækcentret) 
Vis mere

De hed Anne Lise og Peder Andersen og var meget jævne folk. Han var hønseriejer, og hun var sygeplejerske. De fik aldrig nogen børn, men det var et hjem, hvor døren altid var åben, fortæller hun.

»Der var stor gæstfrihed og ufatteligt meget hjerterum. De havde også mange venner. De kom på Dragsbækcentret i 2012. Hun døde i 2016, og han døde 2. pinsedag i år.«

»På grund af deres fantastiske forhold til naboer og venner fik de besøg hele tiden - lige til det sidste,« husker Lotte Bloch.

Arven bliver delt mellem plejehjemmets beboere og de afdødes familier.

Man bliver aldrig for gammel til at sidde sammen med vennerne og varme op til festen. (Foto: Dragsbækcentret) 
Man bliver aldrig for gammel til at sidde sammen med vennerne og varme op til festen. (Foto: Dragsbækcentret) 
Vis mere

Andre læser også