Donald Trumps øjne er i disse dage rettet mod Grønland og Nuuk.
Den amerikanske præsident har gentagne gange sagt, at han har ønsker om at overtage landet.

Men den idé bryder visse indbyggere i Nuuk sig tilsyneladende ikke om.
Natten til lørdag er der dukket en række plakater op rundt omkring i byen med teksten: 'Yes Nato. No pedo (Ja til Nato. Nej til pædofili, red.).'
Plakaterne er hængt på mange af byens grønne busstoppesteder og en række husmure.
Teksten er ledsaget af et billede af Donald Trump sammen med den dømte og afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det er stadig uvist, hvem der har hængt plakaterne op, men flere indbyggere i Nuuk siger til det norske medie Dagbladet, at de bakker op om plakaterne.
»Jeg aner ikke, hvem der har lavet den, men jeg tror, at alle her i Nuuk kunne have lavet den,« siger Ria Hornum, der er ejer af Matas i Nuuk, til mediet.
Den holdning bakkes op af en medarbejder i tøjbutikken Bibi Chemnitz i Nuuk.
»Det (plakaterne, red.) er en rigtig god idé,« siger vedkommende til Dagbladet.

Bibi Chemnitz-butikken har vinduer fyldt med grønlandske flag og har lavet plakater, hættetrøjer og t-shirts med teksten 'Grønland er ikke til salg'.
Et stort flertal af grønlænderne ønsker ikke at være en del af USA, og den senest tid har der været store demonstrationer mod Trumps planer i Nuuk og i resten af Grønland.
Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, har også sagt klart og tydeligt, at Grønland ikke ønsker at udtræde af Rigsfællesskabet og blive en del af USA.

