De kribler og krabler flere og flere steder.

Men det er muligt at komme af med dem, skægkræene.

Og videnscentret Bolius har en guide til, hvordan man kan komme skadedyrene til livs og slippe for uvelkomne besøg på vægge, i madvarer eller i bogreoler.

For som B.T. blandt andet i den seneste tid har beskrevet, er det lille skadedyrs tilstedeværelse i Danmark steget markant i de senere år.

Skulle uheldet være ude, kan man sige, at der findes to etaper i ikke at blive belemret med skægkræ:

  1. At undgå overhovedet at få dem ind i huset.
  2. At få dem ud igen, hvis de først har slået sig ned i boligen.

Så lad os begynde med, hvordan man forhindrer sølvfiskens mere genstridige fætter i at komme ind i boligen.

For når først den er inde, vil den egentlig finde sig godt tilpas over det mest af en gennemsnitligt lun bolig. 

Og med en levetid på op til syv år blive skægkræ i øvrigt væsentlig ældre end mange andre insekter. 

Inden det er fuldvoksent kan den med en størrelse på kun 1,5 millimeter være svær at se, så tjek følgende ting grundigt, inden det kommer indenfor, lyder det fra Bolius:

  • Emballerede papkasser.
  • Møbler.
  • Supermarkedsvarer.
  • Flyttekasser.
  • Paller.

Også tasker i forbindelse med rejser kan med fordel få et grundigt tjek.

Er skægkræene først flyttet ind, skal der dog andre tiltag til. Og det kan ifølge Bolius klares med følgende metoder:

  • Ved at holde hjemme rent og støvsuge ofte.
  • Ved ikke at lade madrester så fremme – og ved at pakke madvarer grundigt ind i lufttætte beholdere.
  • Ved eksempelvis at lave en silikonefuge i revner, hvor man har opdaget skægkræ.

Som Thomas Pape, der er insektforsker og professor ved Danmarks Naturhistoriske Museum, tidligere har fortalt til B.T., er det yderst vigtigt med støvsugningen:

»De kan ikke overleve turen igennem støvsugeren, for luften er varm og tør, og de tørrer lynhurtigt ud. Den korte tid, man har støvsugeren fremme, dør de af,« har han sagt:

»Vær konsekvent med støvsugeren, hav en passende luftfugtighed og sørg for at lufte ud, så hjemmet ikke bliver overfugtigt.«