Som bekendt har energipriserne ligget i den høje ende.

Men nu er der godt nyt til danskerne, som får meget billig strøm hen over pinsen.

For med de kommende solskinsdage i sigte og en frisk, jævn vind vil strømmen stort set ingen penge koste i middagstimerne i pinsedagene. 

Det oplyser OK i en pressemeddelelse. 

Så sæt elbilen til opladning, vasketøjet over og slå benene op og nyd den gode pinsesol. 

Elpriserne når allerlængst ned i dagstimerne mellem klokken 10 og 16. 

»Vejret tilsmiler elkunderne i pinsen, og det ser ud til at fortsætte det meste af næste uge takket være masser af sol og en del vind. Der er altså rig mulighed for at oplade elbilen til stort set ingen penge i de kommende dage, hvis man udnytter de solrige middagstimer,« udtaler Troels Skipper, produktchef i energiselskabet Ok. 

De lave pinsepriser skyldes, at forbruget og efterspørgslen generelt er lavere på helligdage. 

I Tyskland og Holland er der også udsigt til mange solskinstimer og en blæsende omgang, og det er også noget, der presser de danske strømpriser yderligere ned. 

De lave elpriser gælder over hele Danmark.