En kæmpe byggeskandale i København tager yderligere til i styrke.

Fire år efter, at Kulturcenter Kildevæld på Østerbro skulle have slået dørene op, er åbningsdatoen udskudt på ubestemt tid. Nu bliver adskillige graverende byggetekniske fejl og svigt afsløret.

Det sker i en rapport, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

Her kommer det blandt andet frem, at utæthed i taget har ført til vandskader, at isoleringsfejl og manglende etablering af et afløb har ført medført skimmelsvamp. Og at bygningens facade buer indad.

»Jeg synes, det er en skandale af dimensioner. Det er mere graverende fejl, end vi havde antaget. Det undrer mig gevaldigt meget, hvordan man kan køre et projekt helt ud til kanten, uden nogen opdager det,« siger Allan Marouf, der er formand for Østerbro Lokaludvalg, til TV 2 Lorry.

De mange fejl og mangler skal nu udbedres, og det kan blive dyrt. Samtidig er der lagt op til et slagsmål om ansvaret for fadæsen.

Ifølge rapporten vil det koste knap en million kroner at udbedre fejlene.

Københavns Kommune har indtil videre brugt 25 millioner kroner på byggeriet af Kulturcenter Kildevæld, og ifølge rapporten vil det koste yderligere knap en million at udbedre alle fejlene.

Den nye rapport er en del af en syn- og skønssag, som skal fastslå, hvordan fejlene på bygningen kan udbedres, og ikke mindst, hvem der har ansvaret for dem.

Kulturcenteret, der efter planen skal indeholde bibliotek, værksteder, gymnastiksal, café og et klimarum, skulle være åbnet helt tilbage i 2016, men er blevet udskudt ikke mindre end fem gange. Senest i juni 2019.

»Det er en skandale, det her. Jeg synes faktisk, man er i sin gode ret til at være utilfreds som Østerbroborger, for vi kan ikke leve med det her. Det er pinligt for kommunen, det er pinligt for politikerne. Og det er især børnefamilierne, det går ud over,« sagde Jonas Bjørn (S), som er medlem af kultur- og fritidsudvalget i Københavns Kommune, til TV 2 Lorry ved den lejlighed.

En ny rapport skal fastslå, hvem der har ansvaret for de mange byggefejl. Den ventes klar til marts.